Det legende element i udstillingen er inspireret af skolens nye kandidatuddannelse DESIGN FOR PLAY, der sender sit første kuld PLAY-designere ud i år. Selvom DESIGN FOR PLAY kun er én blandt flere kandidatuddannelser på Designskolen Kolding, er legens nysgerrige udforskning af et emne og åbenhed over for det uventede i en proces en fællesnævner for alle de nyuddannede designeres metode.
Dette år byder på en nyhed mere, da skolens første hold af Accessory-designere tager afgang. Accessory-designerne arbejder med kropsbåret tilbehør, der både kan have en praktisk funktion og give udtryk for bærerens identitet, såsom sko, tasker, smykker og wearables, der kombinerer velfærdsteknologi med smykkedesign.
Sammen med PLAY- og Accessory-designerne udstiller også de nyuddannede designere fra de velkendte faglinjer: mode- og tekstildesign, industriel design og kommunikationsdesign.
Årgang 2019 er præget af stor diversitet i kulturelle og faglige baggrunde, projekttyper og faglinjer, men tager afgang som et hold - fuld af virkelyst og konstruktive perspektiver på en verden, der kalder på nye løsninger.