Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

katja jæger

"Som smykkekunstner er jeg især optaget af individets forhold til samfundet, tabu-emner, etiske dilemmaer etc." 

Katja Jæger er færdiguddannet guldsmed i 2003 og Ædelmetal formgiver i 2012. Hun arbejder som guldsmed og smykkedesigner under navnet JÆGER Jewelry CPH.

"Strømlinet, klassisk og elegant er ord, der beskriver mine designs. Jeg foretrækker det enkle og uslørede udtryk, rene linjer og symmetri. Æstetik for mig handler om balance og autenticitet. Det er først og fremmest smykkets form, der taler til mig, og derfor må glitter og fyld aldrig overskygge det uspolerede og rene metal.

Jeg lader mig inspirere af metallernes egenskaber, deres bøjelighed, nuancer og slibninger. At metaller kan spejle, er en af mine yndlingsfacetter ved dem. Spejlingen kan være en konfrontation eller et stilfærdigt møde mellem kvinde og smykke, og det er spændende og gådefuldt. Derfor skal metallerne have plads til at tale, og det er netop her, jeg udnytter designets minimalisme bedst.

Jeg er selvstændig og bruger min smykkekunst til at trække inspiration og næring til mine mere kommercielle design rent formgivningsmæssigt.


​​Som smykkekunstner er jeg især optaget af individets forhold til samfundet, tabuemner, etiske dilemmaer etc. Jeg udfordrer normen for, hvad smykker er, ved at eksperimentere og arbejde med utraditionelle temaer med en klassisk guldsmedetilgang i mit materialevalg."

​Citat: Katja Jæger​

Se hendes hjemmeside her

Katja Jæger fortæller selv om sine værker:

Værk 1: ​Ballhunt

"Ballhunt var en del af en soloudstilling kaldet BALLS, afholdt hos Goldfinger i august 2015. Udstillingen refererede til kønsroller, et opgør med normen for, hvad smykker er, samt en udfordring af klassisk smykkekunst.
Med humor og æstetik arbejder jeg med kvinders begrænsninger.
Grundprincippet for udstillingen er afstøbninger af mænds testikler.
Vi oplever i dag at se kvindekroppen som et seksuelt objekt. Det er mit ønske med projektet at bytte om på rollerne. At overdrive, rykke ved normerne og provokere til at skabe fokus på tabuer. Nu er det mændene, der er sexobjekter. Forskønnet og båret på en kvindes krop. Symbolsk tilegnes kvinderne nu mændenes styrke. De får nosser!!

Kvinders seksuelle frihed fejres. Både åbenlyst og stolt.​"

​Værk 2: Tidens Magt

"Som kilden på klippen der over tid skærer og skaber nye landskaber er vores rynker symbolet på tid spenderet. Vores følelser og oplevelser lagrer sig i vores kroppe som æstetiske tegninger, strukturer og taktiliteter.​

I en tid, hvor alder er tabu, kæmper vi imod kroppens forfald med evig ungdom som ideal. Jeg ønsker med 'Tidens magt' at belyse tabuet ved at hylde erfaringen, det levede liv og vores følelser, positive såvel som negative.

Rynker fortæller meget om et menneske. Man kan have smilerynker, bekymringsrynker, rynker fra hårdt arbejde, slet ingen rynker eller noget helt andet.

Men vi mennesker er smukke!! Vi får patina med årene, og vores hud er den eneste beklædning, vi bærer hver dag. Vi skal bære vores tegninger med stolthed, til hverdag og fest.

Grundprincippet for dette værk er en afstøbning af en mands smilerynker. Mine intentioner at eksperimentere med hudens negative former, fremhæve og indramme specielt rynkede områder, arbejde med de tegninger, rynkerne skaber, osv.​"

Fotograf: Dorthe Krogh

KONTAKT KOLDINGHUS​

​MUSEET PÅ KOLDINGHUS

Koldinghus 1

6000 Kolding

Tlf.: 7633 8100

E-mail: museum@koldinghus.dk

MADKÆLDEREN

Tlf.: 7550 4798

E-mail: info@madkaelderen.dk

ÅBNINGSTIDER

Alle dage kl. 10.00-17.00.

Museet er lukket 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar
​Museet er lukket alle mandage i januar 2019.

ENTRÉPRISER 6. MAJ - 21. OKTOBER 2018

Voksne: 125 kr.

Studerende: 65 kr.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang.


​Bliv medlem af museumsklubben og få gratis adgang året rundt >