Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Smykker fra europæiske kongehuse i stor jubilæumsudstilling på Koldinghus

Titel: Magtens Smykker

Periode: 6. maj 2018 – forlænget til 21. oktober 2018

Sted: Museet på Koldinghus

Udstillingen åbner lørdag 5. maj 2018

Det gamle kongeslot Koldinghus fylder i år 750 år. Det fejres med jubilæumsudstillingen Magtens Smykker, der fortæller 750-års historie gennem kongelige smykker, medaljer og ordner fra magtens centrum.

Rang, rigdom og idealer kan afkodes i de smykker, som samfundets mægtigste mænd og kvinder har båret. Smykker kan dermed fortælle om historiens skiftende styreformer, magtforhold, stiludtryk og krops- og kønsopfattelser. Jubilæumsudstillingen på Koldinghus formidler magtens historie i 750 år gennem et bredt udvalg af smykker, ordner og medaljer udlånt af bl.a. det danske, det britiske og det svenske kongehus, Tiffany i New York, Cartier i Paris, Shamballa Jewels, Napoleonmuseet i Schweiz, Kongernes Samling på Rosenborg, Designmuseum Danmark og andre danske og europæiske museer, virksomheder og private samlere.

Gennem de udstillede smykker får gæsten mulighed for at komme helt tæt på en lang række af Danmarks og Europas mest magtfulde mennesker. Smykkerne og de personer, de har tilhørt eller tilhører, har enten direkte eller indirekte haft betydning for Koldinghus’ 750-års historie og de nationale og internationale fortællinger, som slottet er en del af.

I middelalderen og renæssancen brugte man ofte såkaldte signetringe til at besegle vigtige dokumenter. I udstillingen kan man se en lille signetsten, som blev fundet i Koldinghus’ grundlægger Erik Klippings (1249-1268) grav i Viborg Domkirke i 1863, og som kan have siddet på kongens signetring og blevet brugt til at forsegle landets love. Periodens øvrige smykkers hovedformål var først og fremmest at udtrykke magt og status. Det gjorde man bedst gennem store iøjnefaldende guldsmykker med kostbare ædelstene, som f.eks. Dronning Dorotheas brudesmykke fra 1557.

Alliancer eller troskabsbånd var også baggrund for oprettelsen af de kongelige ordner under enevælden. Det var et tydeligt tegn på kongens gunst, når man kunne fremvise en af de ridderordner, som ses i udstillingen. Med enevældens afskaffelse og indførelsen af demokratiet forsvandt kongehusets politiske magt, og de kongelige smykker skulle i højere grad herefter afspejle kongefamiliens lange og glorværdige historie. Et godt eksempel herpå erden halskæde med en kopi af Dagmarkorset, som Prinsesse Alexandra fik i bryllupsgave af Frederik 7., da hun skulle giftes med den engelske kronprins, den senere Edward 7. i 1863.

Første halvdel af det 20. århundrede var præget af de to Verdenskrige, og især det nazistiske styre i Tyskland gjorde brug af ordner og medaljer i deres forsøg på at skabe en ny verdensorden. Blandt de nazistiske ordner i udstillingen er det såkaldte ”Ehrenkreuz der Deutschen Mutter”, som blev givet til tyske kvinder, som havde født henholdsvis 4, 6, 8 eller flere dokumenteret arisk rene børn. I udstillingen vil man ligeledes kunne opleve såvel danske, som internationale modreaktioner mod den tyske besættelsesmagt, lige fra de små kongemærker, danske mænd og kvinder bar som brocher og manchetknapper til mere luksuriøse smykker i ædelmetal med smykkesten fra nogle af Europas førende smykkehuse, som f.eks. de små brocher af fugle i bur, som Cartier i Paris fremstillede, udstillede og solgte i deres butik i Paris.

I nutidens globaliserede verden er magtstrukturerne langt mere komplekse end tidligere, og det kommer også til udtryk i smykkerne. Den tunge økonomiske og politiske magt er ikke nødvendigvis noget man skilter åbenlyst med. I dag bærer den magtfulde pengemand ikke sin magt som guldkæder uden på tøjet som middelalderen og renæssancens magtfulde konger og adelsfolk, men vælger måske i stedet det Rolex-ur med den isblå skive, som kun kendere ved ikke er et ”almindeligt” Rolex, men et Rolex i det meget kostbare metal-platin. Uret er også repræsenteret på udstillingen som et mere nutidigt eksempel på økonomisk magt.

Udstillingen Magtens Smykker åbner lørdag 5. maj 2018 på Koldinghus og kan opleves frem til 30. september 2018.

I KONGENS TJENESTE – BØRNEAKTIVITET I UDSTILLINGEN

Museet inviterer børnene til at hjælpe den danske konge Christian 4. med at besejre de fjendtlige soldater og forsvare det 750 år gamle kongeslot. Løser børnene de udfordrende ridderopgaver, vil de blive optaget i kongens hær og belønnes med et riddernavn, våbenskjold og ridderbrev. Til sidst vil kommer de i audiens hos kongen og bliver slået til ridder af Den Væbnede Arm – en orden, som Christian 4. kun uddelte en gang og det skete i Riddersalen på Koldinghus 2. december 1616. Børneaktiviteten er en del af udstillingen Magtens Smykker.

JUBILÆUMSKATALOG

Jubilæumskataloget som udkommer i tilknytning til udstillingen har et forord af museumsdirektør for Koldinghus, Thomas Thulstrup og indeholder først og fremmest beskrivelser og billeder af alle de udstillede genstande. Derudover indeholder kataloget 12 artikler, skrevet af en række forskellige fagpersoner, hovedsageligt med tilknytning til udlånsinstitutionerne og Koldinghus. I artiklerne bliver man gjort klogere på en række udvalgte smykker, personer og begivenheder med relation til smykkerne og Koldinghus. Man kan bl.a. læse om tankerne bag udstillingen og udvælgelsen af smykkerne i udstillingskurator Anni Nørskov Mørchs indledende artikel, Dronningens fascinerende fortælling om flere af de udstillede kongelige smykker og kulturarvschef Steen Rosenvinge Lundbyes artikel om Koldinghus’ 750 år lange historie. Hertil kommer artikler om alt fra renæssancesmykker til ridderordner, Napoleonskrigene, salget af de franske kronjuveler efter den franske revolution og patriotiske smykker under Anden Verdenskrig og meget mere.

UDLÅNERE TIL MAGTENS SMYKKER

H.M. Dronningen

​H.K.H. Kronprinsessen

​H.K.H. Prinsesse Marie

H.K.H. Prinsesse Benedikte

H.M. Dronning Anne-Marie

H.E. Grev Ingolf og Grevinde Sussie af Rosenborg

​H.M. Carl XVI Gustav af Sverige

​H.M. Dronning Elisabeth II af Storbritannien, Royal Collection

De Kgl. Ridderordners Kapitel

Det Kgl. Løsørefideikommis

Astronaut Andreas Mogensen

Borgmesteren i Kolding

Cartier, Paris

Cartier Collection

Napoleon Museum Thurgau, Switzerland

Designmuseum Danmark

Kongernes Samling, Rosenborg

Kunstindustrimuseet, Prag

Københavns Museum

Nationalmuseet

Ole Lynggaard Copenhagen

Private samlere

Shamballa Jewels

Tiffany & Co., New York

US Diplomacy Center, Secretary.Madeleine Albright

KONTAKT

Thomas Thulstrup, museumsdirektør på Koldinghus: 7979 1071/2445 8582

Anni Nørskov Mørch, Kurator på Koldinghus: 7979 1096/2125 3467

Nanna Ebert, Kommunikationschef på Koldinghus: 7979 1074/5133 6644

PROFILTEKST

KOLDINGHUS 1268- 2018

Jyllands sidste kongeslot

Højt hævet over den jyske by Kolding ligger Jyllands sidste kongeslot Koldinghus. Slottet blev anlagt i 1268 som middelaldergrænseborg og har af flere omgange fungeret som hjemsted for Danmarks konger og dronninger. Hver af de bosiddende konger har sat sit eget personlige præg på slottet. Christian 3. omdannede bl.a. slottet til et renæssanceslot og opførte her Nordens første protestantiske fyrstekapel omkring år 1550. I 1808 brændte slottet ned og kom i næsten 100 år til at stå som romantisk ruin, inden den historiske genopbygning af slottet begyndte i starten af 1900-tallet.

Slottets status ændrede sig markant den nat, det brændte, men dens funktion som samlingssted for mennesker forblev den samme. I dag er slottet ombygget til museum og hvert år mødes over 100.000 mennesker på Koldinghus for være sammen om historien eller for at se en af museets store internationale særudstillinger. På Koldinghus kan man også se landets største samling af dansk sølv, og man kan opleve arkitektparret Inger og Johannes Exners unikke og prisbelønnede restaurering af slottet.

JUBILÆUMSAKTIVITETER

Koldinghus fejrer i 2018 sit 750 års jubilæum. Nogle af højdepunkterne i jubilæumsprogrammet er Haunted Castle i vinterferien, jubilæumsudstillingen Magtens Smykker med lån fra flere europæiske kongehuse, festspil med Stig Rossen i slotsgården, et stort digitalt lysshow med live-musik med musikere og sangere fra Sønderjyllands Symfoniorkester og Det Kongelige Teaters Opera i august og præsentationen af skitserne til 17 Koldinghus-gobeliner skabt af Bjørn Nørgaard, Tal R, Kirstine Roepstorff og Alexander Tovborg.

Tilbage til pressesite >

Tilbage til Magtens Smykker >

KONTAKT KOLDINGHUS​

​MUSEET PÅ KOLDINGHUS

Koldinghus 1

6000 Kolding

Tlf.: 7633 8100

E-mail: museum@koldinghus.dk

MADKÆLDEREN

Tlf.: 7550 4798

E-mail: info@madkaelderen.dk

ÅBNINGSTIDER

Alle dage kl. 10.00-17.00.

Museet er lukket 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar
​Museet er lukket alle mandage i januar 2019.

ENTRÉPRISER

Voksne: 95 kr.

Studerende: 50 kr.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang.


​Bliv medlem af Museumsklubben Koldinghus og få gratis adgang året rundt >