Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

DANSK SØLV OMKRING 1900

Af Poul Dedenroth-Schou

[Artiklen er tidligere publiceret i Rav og sølv. Christian Fjerdingstad (1891-1968). En dansk art-déco sølvsmed i Paris. Ambre et argent. Christian Fjerdingstad (1891-1968). Un orfèvre danois Art Déco. Paris 1999, s. 19-25]

Dansk sølv i sidste halvdel af forrige århundrede var - ligesom tilfældet var over det meste af Europa - fastlåst i tidligere tiders formsprog; historicismen gennemlevede i hurtigt tempo igen renæssance, barok, rokoko og empire. En fornyelse søgte man i oldtiden; bronzealderens og vikingetidens ornamentik skulle skabe fornyelsen for sølvet. I Norge blev især vikingetidsornamentikken en del af den nationale genrejsning efter århundreders fremmedherredømme, men i Danmark var og blev oldtiden en blindgyde som inspirationskilde for sølvsmedene. Endnu i 1888 viste Den Nordiske Udstilling, at sølvsmedekunsten i det væsentlige stod på samme standpunkt som i 1872. Da havde kulturhistorikeren R.F. Mejborg (1845-98) allerede i 1885 med en henvisning til japansk kunst spurgt, om der ikke kunne hentes “gode og ejendommelige motiver fra vore hjemlige kyster, og om adskillige tangarters fine farvenuancer ikke særligt egner sig for de skønne, nye produktioner af flerfarvet sølv”. Der skulle gå godt ti år, inden fornyelsen for alvor satte ind.

Oprøret mod historicismen og de klassiske stilarter har i Danmark fået betegnelsen Skønvirkeperioden og rækker i store træk fra 1880 til 1920. Den modsvarer englændernes Arts and Crafts Movement, tyskernes Jugendstil og franskmændenes Art Nouveau. Men ganske som tilfældet var i udlandet, var bevægelsen i Danmark en reaktion mod industrialismens voksende udbud af billige og tarveligt udførte massevarer.

Tidligst manifesterede dette oprør sig i England, hvor William Morris (1834-96) sammen med John Ruskin (1819-1900) grundlagde The Arts and Crafts Movement. Den kommercielle produktion voksede eksplosivt fra år til år og truede med at isolere designer og produkt fra hinanden. Derfor måtte man tilbage til den individuelle kunstneriske skaben; kunstneren skulle igen tildeles en dominerende rolle i kunsthåndværket, ikke blot ved at tegne forlæggene, men ved aktiv medvirken i produktionen. I virkeligheden var det kun et fåtal af formgivere og designere, der var grebet af den nye bevægelse. Ved siden af den levede fortsat en mængde virksomheder, der arbejdede videre i de gammelkendte stilarter. En af bevægelsens svagheder var, at den aldrig rigtigt lærte at leve med maskinerne, der som bekendt var kommet for at blive.

Fra 1893 publiceredes bevægelsens ideer og frembringelser i tidsskriftet The Studio, som hurtigt fik udbredelse i Europa, og som yderligere påvirkede de tendenser, der allerede var sat i gang. På kontinentet blev nogle af hovedpersonerne belgieren Henry van de Velde (1863-1957) og den tysk-franske Siegfried Bing, der i 1880'erne i Paris udgav et tidsskrift “Le Japon Artistique”, hvori han formidlede den japanske kunst til Europa, og i 1895 åbnede sit firma “La Maison de l'Art Nouveau” i Paris, udelukkende baseret på den nye bevægelses ideer.

Exposition Universelle Internationale i Paris år 1900 blev bevægelsens virkelig store triumf med en særlig stand. Den kontinentale bevægelse forkastede al dekoration, der ikke havde organisk sammenhæng med genstandens form, man ønskede at gøre formen ornamental, en forløber for funktionalismen. Man søgte at opbygge en ny ornamentik, der dog meget hurtigt førte til en ny dekorationisme. Bevægelsen fik derfor kun kort levetid.

Også i Danmark så man i denne periode et omfattende samarbejde mellem kunstner og håndværker, undertiden overtog kunstneren selv håndværket, undertiden videreudviklede håndværkeren kunstnerens intentioner. Det er bemærkelsesværdigt, at fornyelsen af sølvsmedekunsten i Danmark - grundlaget for dansk sølvs anerkendte internationale stilling i det 20. århundrede - ikke kom fra faget selv, men fra folk med en anden baggrund. Harald Slott-Møller (1864-1937), Mogens Ballin (1871-1914) og Johan Rohde (1856-1935) var malere; N.G. Henriksen (1855-1922) og Georg Jensen (1866-1935) var - sidstnævnte skønt tillige uddannet sølvsmed - billedhuggere; Thorvald Bindesbøll (1846-1908) var arkitekt. Fornyelsen begyndte i det hæderkronede firma A. Michelsen, der var tidens største og førende sølvsmedie i Danmark, men det egentlige “moderne gennembrud” kom fra de nye værksteder: Mogens Ballin og Georg Jensen i København og Holger Kyster i Kolding. Også senere i det tyvende århundrede har arkitekter og billedhuggere præget udviklingen af dansk sølv.

Den voksende kritik af det dårlige og billige sølvarbejde fik flere af sølvvarefabrikanterne til at alliere sig med nogle af tidens førende kunstnere for at få tegnet modeller, der er tilpasset den industrielle produktionsform, men som holder et kunstnerisk kvalitetsniveau. Carl Michelsen (1853-1921), firmaet A. Michelsens daværende indehaver, gik foran i den nødvendige fornyelse af faget. Han åbnede sølvsmedien for nye kunstnere som Harald Slott-Møller og Thorvald Bindesbøll. Carl Michelsen var Industriforeningens formand og tillige den første formand for det unge Kunstindustrimuseum, stiftet 1890. Han blev den naturlige førstemand i den danske deltagelse i en række verdensudstillinger før og efter århundredskiftet, hvor Pariserudstillingen i 1900 markerede fornyelsen i dansk sølvsmedekunst og bebudede den danske førerposition, der var fastslået blot 10 år senere med Georg Jensens internationale gennembrud. På udstillingen viste en meget stor stand fra A. Michelsen såvel historicistiske som moderne arbejder. Man deltog i udstillingen udenfor konkurrence, da Carl Michelsen var medlem af den internationale dommerkomité, men smedien høstede stor anerkendelse for de udstillede værker. Det var dog specielt de historicistiske arbejder og de mere naturalistiske arbejder med gengivelse af motiver lånt i naturen af N.G. Henriksen og Harald Slott-Møller, der vakte opmærksomhed, og i mindre grad den egentlige moderne fornyelse i Thorvald Bindesbølls arbejder. Meget tyder på, at det var N.G. Henriksen, der fra 1888 til 1922 var værkstedschef og kunstnerisk leder hos A. Michelsen, der indførte den nye, japansk prægede dekoration i Danmark. Henriksen var samtidig lærer ved Københavns Tekniske Skole, og flere af hans elever fra teknisk skole frembragte sølvarbejder i en dansk Art Nouveau-stil med klar japansk inspireret naturalisme. Henriksen selv leverede i årenes løb mange arbejder med naturalistisk dekoration, ligesom Harald Slott-Møller i 1897 udførte det første af en række naturalistiske arbejder, et bæger med folkevisemotiv. Dette og flere andre sølvarbejder vistes på A. Michelsens stand på pariserudstillingen. Desuden var det Henriksen, der som værkstedsleder bearbejdede Bindesbølls tegninger og gjorde dem “operationelle” for smediens sølvsmede.

Vurderingen af Bindesbølls betydning har vekslet gennem tiden, men hele tiden har man anerkendt hans store talent og gennemslagskraft. I 1941 karakteriserede Kunstindustrimuseets daværende direktør Vilhelm Slomann Bindesbølls indsats: “I den kunsthåndværkets fornyelse, der fulgte Ruskin's skrifter og Morris' arbejder, og som fra England brød sin vej til kontinentets hovedlande og var baggrunden for, hvad der skete i porcelænets, bøgernes og sølvets verden hos os, er Thorvald Bindesbøll's værk Danmarks største kunstneriske indsats; han var den, som følte stærkest, mest kunstnerisk, hvad det hele drejede sig om, og medbragte de største evner til løsningen af de nye opgaver. Hans anerkendelse udadtil, internationalt, var mindre end andre samtidige kunstneres, hans virkning indadtil større end nogen andens, og mange vil måske mene for stor. Når skønvirkestilen i Danmark fik overvejende ornamental karakter, er det Thorvald Bindesbølls begavelse, som er skyld heri”.

Bindesbøll skabte i sit sølvtøj en stil, der fik gennemgribende betydning for skønvirketidens sølv. Både i form og dekoration brød han radikalt med alt, hvad der var set tidligere i det nittende århundrede. Hans arbejder fik stor indflydelse på smykkekunsten herhjemme, og de fleste kunstnere fra perioden blev direkte påvirket af hans stil, en stil der med kraftfuld plasticitet og intensiv stoflighed prægede dansk sølv indtil 1920'erne, og som hurtigt blev eftertragtet af sølvsmedene. På sølvets område - som på keramikkens - blev Thorvald Bindesbøll den store fornyer i dansk kunsthåndværk.

Det var imidlertid ikke Bindesbøll, der høstede den internationale anerkendelse. Den tilfaldt først og fremmest Georg Jensen, der hurtigt etablerede sig som den førende danske sølvkunstner i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Samtidig med at Bindesbøll indledte sit arbejde med sølvet viste flere unge talenter sig, der på samme måde skulle præge den næste generation af sølvkunstnere. Mogens Ballin grundlagde sit værksted for metalkunst i 1899, hvor han ønskede at betone det rent håndværksmæssige med bund i en folkelig håndværkstradition. Tin og sølv, der var sjældent brugte materialer i den tids danske kunsthåndværk, skulle sættes i centrum. Ballin fik afgørende betydning for skønvirkestilen. På værkstedet skabte man en større produktion af lamper, blækhuse, papirknive og rammer i billige metaller, men det er først og fremmest bestik og smykker af sølv, der peger fremad. Ballins betydning for udviklingen ses tydeligt i antallet af værksteder, der udsprang fra Ballin: Georg Jensen 1904, Evald Nielsen 1905, Erik Magnussen 1909, Frederik Kastor Hansen 1910, Just Andersen 1912 og Kay Bojesen 1913, der alle skulle udvikle sig til store navne i dansk sølvsmedekunst.

Ingen skulle overgå Georg Jensen, der efter en beskeden start hurtigt opbyggede en blomstrende sølvsmedie. I samarbejdet med maleren Johan Rohde - der fra 1906 sporadisk og fra 1917 udelukkende tegnede for Georg Jensen - så at sige sammenfattede de, hvad Bindesbøll og Ballin havde begyndt. Dansk skønvirke blev klassisk, så klassisk at Georg Jensen og Dansk Sølv mange steder i verden i dag er synonymer.

Litteratur:

  • Bröhan, Karl H. (ed.): Kunst vom Jugendstil zur Moderne (1889-1939). Sammlung Karl
  • H. Bröhan, Berlin, vol. IV, Metallkunst. Silber, Kupfer, Messing, Zinn. Berlin 1990
  • Dedenroth-Schou, Poul: Thorvald Bindesbøll og sølvsmedene (Thorvald Bindesbøll and the Silversmiths; Thorvald Bindesbøll und die Silberschmiede). Kolding 1997
  • Gelfer-Jørgensen, Mirjam: Dansk Kunsthåndværk fra 1850 til vores tid. København 1982
  • Georg Jensen Silversmithy. 77 Artists, 75 years. Renwick Gallery of the National Collection of Fine Arts. Washington, D.C. 1980
  • Hughes, Graham: Modern Silver throughout the World 1880-1967. London 1967
  • Lassen, Erik og Wanscher, Ole: A. Michelsen og dansk Sølvsmedekunst. København 1941
  • Laursen, Bodil Busk (red.): Thorvald Bindesbøll - En dansk pioner. København 1996
  • McFadden, David R. (ed.): Scandinavian Modern Design 1880-1980. New York 1982
  • Schultz, Sigurd: Dansk Sølvstil. Nyt Tidsskrift for Kunstindustri 2. København 1929, s. 1-8
  • Schultz, Sigurd: Johan Rohde Sølv. København 1942
  • Schwandt, Jörg: Dänisches Silber des 20. Jahrhunderts. Weltkunst 57. München 1987, s.
  • 3412f.
  • Slomann, Vilhelm: Kunst og Haandværk - et Tilbageblik over 100 Aar. Nyt Tidsskrift for
  • Kunstindustri 1941. København 1941, s. 1-5
  • Thage, Jacob: Danske smykker - Danish Jewelry. København 1990

KONTAKT KOLDINGHUS​

​MUSEET PÅ KOLDINGHUS

Koldinghus 1

6000 Kolding

Tlf.: 7633 8100

E-mail: museum@koldinghus.dk

MADKÆLDEREN

Tlf.: 7550 4798

E-mail: info@madkaelderen.dk

ÅBNINGSTIDER

Alle dage kl. 10.00-17.00.

Museet er lukket 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar

ENTRÉPRISER

Voksne: 90 kr.

Studerende: 45 kr.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang.