Shane Brox er designer uddannet på Designskolen Kolding, børnebogsforfatter og TV vært i børneprogrammer som DR’s Shanes Verden og Shanes Jul, hvor han bevæbnet med en limpistol skaber fantasifulde universer af genbrugsmaterialer. Han peger på limpistolen som genialt design.
Limpistolen, som i dag produceres i et utal af versioner. B.B. Chemical Division of United Shoe Machinery Corp. Boston lancerede Thermogrib limpistolen til brug i det private hjem i 1965, men den oprindelige opfindelse af princippet, menes at være gjort af Miles Kent i 1894
Begrundelse
”Jeg opdagede limpistolen i 2005, og mit kreative liv ændrede sig på et splitsekund. Utålmodig og resultatfikseret som jeg er, var limpistolen magisk, fordi man kunne lime næsten alt sammen til de vildeste ting. Jeg havde længe syntes, at der blev smidt for mange gode genbrugsmaterialer ud, og at det ville være bedre at inspirere børn og deres voksne til at bruge dem til at bygge med. Mælkekartoner, korkpropper, ødelagt legetøj og masser af dibbedutter kunne pludselig blive til finurlige universer og landskaber, uden at man skulle vente i timevis på at skolelimen tørrede. Limpistolens brugsvenlighed gjorde, at en hel generation af børn begyndte at bygge skraldelegetøj og se muligheder i alt det, vi normalt smider ud. Genialt design, som fordrer til kreativitet og uanede muligheder på kortere tid.”