Margrethe Vestager er konkurrencekommissær i EU, tidligere politisk leder for Det Radikale Venstre, folketingsmedlem og minister. Hun peger på farsrøreren som genialt design.
Begrundelse
”Den har ikke rigtig navnet med sig: Farsrører. Ikke særlig elegant, ikke særlig glamourøst. Til gengæld er det retvisende. Og den er mit foretrukne køkkenredskab. Jeg bruger farsrøreren til dej: Grovbrød, rugbrød, det fine hvedebrød.
I en verden af støj og støjende køkkenmaskiner er det dejligt at kunne arbejde, uden at samtalen i køkkenet må gå i stå på grund af maskinlarm. Den er ubegribeligt robust og har uden nogen form for slinger tjent mig i over 20 år siden min mand introducerede den i vores fælles husholdning. Det er faktisk hans.”