DA BEYOND ICONS ÅBNEDE
Åbningen af udstillingen Beyond Icons var - ja nærmest - ikonisk. Vores smukke ruinsal dannede ramme om næsten 100 værker, 800 besøgende, 120 korsangere, 3 taler af hhv Kulturminister Mette Bock, rektor Elsebeth Gerner Nielsen, Museets direktør Thomas Thulstrup og 1 fødselar - nemlig Designskolen Kolding, der i år runder de 50.
Og fødselaren blev i den grad fejret med skåltaler og et brag af en fællessang 'With a little help from my friends' fra Beatles album Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band, der såmænd også runder de 50 år på dagen for åbningen.
Udstillingen Beyond Icons er nemlig skabt i kraft af hjælp fra 50 mennesker, som har peget på et design, vi måske ikke lægger mærke til i hverdagen og som viser sit værd, når vi bruger det. Dåseåbneren, papirclipsen, stillekupeen, lynlåsen, Mobile Pay for at nævne et par stykker. Men udstillingen peger også fremad med dugfriske bud på design - et halvt hundrede studerende fra Designskolen viser deres afsluttende eksamensprojekter.
Beyond Icons kan opleves på Koldinghus til den 22. oktober 2017.
Se filmen her
Se billederne her