Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

hverken fugl eller fisk

14 MARTS 2009 - 10 MAJ 2009

Guldsmeden Gitte Bjørn præsenterer i særudstillingen ”Hverken fugl eller fisk” korpusarbejder med motiver af mange forskellige dyr. Den største inspirationskilde til udstillingen er Zoologisk Have i København og Zoologisk Museum. Her har Gitte Bjørn studeret anatomi og bevægelser - og dyreverdenens personligheder: Dyr af forskellige arter optræder helt eller delvis i hendes korpusarbejder, paradoksalt og humoristisk.

Gitte Bjørn er uddannet guldsmed, men det stod klart allerede ved hendes afgang fra Guldsmedehøjskolen, at hun ønskede at arbejde skulpturelt. Hun er på samme tid en dygtig kunsthåndværker og en udtryksfuld billedkunstner.

Fra starten hentede Gitte Bjørn inspiration i historien, i middelalderens myter og sagn og i riddertidens dragter og ornamenter, idéer og tanker. Hendes smykker er oftest skulpturelt udformede kropssmykker, f.eks en hovedhjelm med horn eller en corsage, et brystpanser, med glasøjne. Selv har hun i 1999 sagt om den periode: “Børn bygger virkeligheder. De har en glidende overgang mellem leg og voksenrealitet. En spænding opbygges, og hver morgen mødes med forventning. Med mine arbejder ønsker jeg plads og fysisk virkelighed til den del af min bevidsthed, som jeg giver lov til – fortsat – at leve i en parallelverden befolket med mytologiske væsener og fabeldyr i en gotisk tidsalder. På den måde “at holde broen farbar” giver mig en vågen forventning, og min gang på jord en sikker forvisning om den glæde og spænding, der venter mig.” Siden har hun bevæget sig over i fantasyverden, der omgiver os i dag. Hun har været påvirket af film, der dybt ind i sjælen fortæller om det liv, vi lever i dag, f.eks. “Metropolis” og “Blade Runner”.

Værket 'Måren', som er et æggebæger, er ifølge Gitte Bjørn mere blevet til på en fascination af mårens væsen end dens fysik. "Det har været fantastisk at tillade sig selv at gå ind i en proces, hvor jeg har kunnet gå rent efter inspiration og lyst og så lade emnets karakter og væsen afgøre teknikken i samspil med de associationer og den indflydelse, som dyrets anatomi får på formgivningen", fortæller Gitte Bjørn.

Værket 'Pelikan' henter sin inspiration helt tilbage i kunstnerens barndom, hvor Rasmus Klump-bøgerne stod tæt, og hvor figuren Pelle kunne have alting i sit næb. I Gitte Bjørns fortolkning er det blevet til poetisk kunst: en tesi, hvor næbbets nedre del udgør sien. Den er på traditionel sølvsmedevis trukket op af plade, mens pelikanens krop er skåret ud i hård voks og derefter cire pedue-støbt. En forunderlig - og fuldt funktionel - hverdagsting.

Bent Jørgensen, tidl. direktør for Zoo København, skriver i udstillingskatalogets forord: "Gitte Bjørns dyreunivers er et mylder af forunderlige dyr, alle set med et kærligt og humoristisk blik. Man oplever dyrenes verden på en ny måde. Man smiler mildt – og undres. Og af undren opstår ny erkendelse."

Gitte Bjørn, f. 1965
1990: Uddannet guldsmed
1991-1993: Guldsmedehøjskolen
2000: Erhvervspædagogisk eksamen
Har modtaget en række priser og udmærkelser:
1996: Kunsthåndværkerprisen af 1879, sølvmedalje
2005: Sølvsmed Ausa Rigitze Tillys Legat
2006: Smyk 2006. Designkonkurrence, Opmuntringspris

 

KONTAKT KOLDINGHUS​

​MUSEET PÅ KOLDINGHUS

Koldinghus 1

6000 Kolding

Tlf.: 7633 8100

E-mail: museum@koldinghus.dk

MADKÆLDEREN

Tlf.: 7550 4798

E-mail: info@madkaelderen.dk

ÅBNINGSTIDER

Alle dage kl. 10.00-17.00.

Museet er lukket 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar

ENTRÉPRISER

Voksne: 90 kr.

Studerende: 45 kr.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang.