Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

da spaniolerne kom

ET KULTURMØDE I 1808

29 MARTS 2008 - 25 MAJ 2008

Som bekendt var det Napoleons spanske soldater, der forårsagede Koldinghus' brand, men det var de lokale brandvagters forsømmelighed, der var årsag til, at den fik et så fatalt forløb, ved de færreste.

I september 1807 havde englænderne bombarderet København og bortført den danske flåde. Efter at de var rejst, var Danmark gået i forbund med Frankrig, og i løbet af marts måned var ca. 30.000 franske, spanske og belgiske soldater kommet til Danmark. De spanske soldater, der om aftenen den 29. marts havde siddet og frosset på Koldinghus, var der, fordi de holdt vagt i anledning af et fint besøg – marskal Bernadotte, der var de allierede soldaters øverstkommanderende, skulle overnatte på slottet.

Myte eller virkelighed

Efter krigens afslutning i 1814 blev franskmænd og belgiere hurtigt glemt, men af en eller anden grund kom de spanske soldater til at spille en stor rolle i den folkelige overlevering, og i utallige danske familier er der en overlevering om, at deres forfader var en af de spaniolere, der var med til at brænde Koldinghus af. - Alle ved jo, at de flotte spaniolere forførte pigerne på stribe, og at de efterlod sig knuste hjerter og utallige børn, da de rejste hjem igen fem måneder efter at de var kommet. Men gjorde de nu også det? Undersøgelser i kirkebøgerne i Kolding og omegn har ikke kunnet påvise en eneste spansk far, og på hele Fyn, hvor der var massiv indkvartering, er der kun registreret 17 børn med spanske fædre. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke har været flere, men man kan uden at overdrive roligt sige, at der også i denne sag er meget langt mellem myte og virkelighed.

Historien om spaniolerne på Koldinghus og deres mange børn er ikke den eneste, der sættes under lup på udstillingen. Der var nu f.eks. deres madvaner. Spiste de mon snegle og frøer og katte, således som overleveringen vil vide det? Og dansede de virkelig med kastagnetter til mandolinspil på den brolagte slotsgård på Koldinghus i den bidende kulde hver aften, eller krøb de snarere sammen om kakkelovnen hos de værter, som de var indkvarteret hos i den korte tid, de var i byen?

Udstillingen sætter fokus på myterne, men den fortæller først og fremmest de virkelige historier: hvorfor var de her, hvem var de, hvor var de, hvad foretog de sig, og hvordan gik det til, da de gjorde oprør mod Napoleon og rejste hjem for at bekæmpe ham?

Kom og få historien, se hvordan de så ud, se de ting, de efterlod sig, og oplev de flotte indlån fra spanske museer, private samlere og efterkommere af marques Pedro Caro de la Romana, der ledede de spanske soldaters dramatiske hjemrejse.

Udstillingssamarbejde

Til jubilæumsåret 2008 produceres en udstilling med originale genstande efterladt af spanske soldater i Danmark samt gaver til danske familier. Dertil kommer indlån fra Spanien samt malerier, tegninger, våben og beklædning fra tiden.

Udstillingen er et samarbejdsprojekt mellem Museet for Holbæk og Omegn, Museet på Koldinghus, Langelands Museum og Roskilde Museum. Den åbner i Holbæk, hvorefter den på skift vises på de øvrige museer.

Hvert af de fire museer har bidraget med genstande og fortællinger om den historie, der knytter deres bygninger og omgivelser sammen med begivenhederne i 1808. Kolding fungerede som gennemfartssted for de udenlandske troppers indmarch. Her husker man især slotsbranden 28. og 29. marts 1808. Roskilde var vidne til en blodig kamp omkring palæet, hvor den franske general flygtede. Langelænderne fulgte den vanskelige manøvre, hvor hovedparten af de spanske tropper samledes på øen og siden forsvandt på britiske skibe. I Holbæk oplevede man de afvæbnede spanske officerer og så dem blive transporteret bort med krigsfanger. Her blev en efterladt spansk hest senere stammoder til den berømte Knabstruphest.

Udstillingen vises:

Museet for Holbæk og omegn 1. februar - 24. marts
Museet på Koldinghus​ 28. marts - 25. maj

Langelands Museum 13. juni - 17. august

Roskilde Museum 29. august - 2. november

KONTAKT KOLDINGHUS​

​MUSEET PÅ KOLDINGHUS

Koldinghus 1

6000 Kolding

Tlf.: 7633 8100

E-mail: museum@koldinghus.dk

MADKÆLDEREN

Tlf.: 7550 4798

E-mail: info@madkaelderen.dk

ÅBNINGSTIDER

Alle dage kl. 10.00-17.00.

Museet er lukket 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar

ENTRÉPRISER

Voksne: 90 kr.

Studerende: 45 kr.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang.