Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

en amerikansk legende

HARLEY DAVIDSON - IKON OG DESIGN GENNEM 100 ÅR

22 FEBRUAR 2003 - 9 MAJ 2003​

Harley'en er motorcyklen over dem alle - alene lyden er helt unik og kan give drenge i alle aldre benzin i blodet. Og piger med!
For i vore tider nøjes mange kvinder ikke med at være "bagsædesild", men sparer sammen til at få egen Harley-Davidson.

Udstillingen fortæller historien om den verdensberømte maskine, der ikke bare er til at køre på, men i allerhøjeste grad også handler om livsstil, design, teknologisk udvikling, og som er et symbol på den amerikanske drøm om frihed. Udstillingens fokus er derfor heller ikke "kun" på modeller, årgange, motormekanik eller om, hvorvidt "dyrene" er originale eller modificerede - men drejer sig selvfølgelig også om personlige beretninger og om kærlighed til en maskine, man ikke bare hæger om for at kunne flytte sig i trafikken, men fordi den har en ganske særlig betydning. I udstillingens titel skal ordet "ikon" da også forstås som et ophøjet billede, der repræsenterer noget andet og mere end det, man umiddelbart kan se og føle på. Harley-Davidson handler også om det mere udefinérbare, nemlig aura, livs- og symbolværdier.

Den fantastiske historie om Harley-Davidson begyndte i de sidste år af 1800-tallet i Milwaukee, hvor fabrikken stadig har hovedsæde. Fire unge mænd med mekaniske færdigheder - brødrene Davidson og deres barndomsven med efternavnet Harley - gik i fritiden og eksperimenterede med noget dengang så avanceret som motorisering af cykler. I 1903 produceredes de første par maskiner i et lille haveskur, som brødrenes far stillede til rådighed, og derefter gik det hurtigt. Verden var i hastig forandring, og Harley-Davidson Motor Company fulgte med. Motorcykler blev hurtigt et uundværligt transportmiddel i arbejde og fritid og i krig og fred, så efterspørgslen var stor. Motorsport blev dertil en populær beskæftigelse for den moderne verdens vovehalse og rekordjægere, ligesom der udvikledes modeller, som tog hensyn til den mere prosaiske del af virkeligheden: trehjulede servicars med rummelig bagageplads til arbejdsbrug samt sidevogne til passagertransport. Gennem 100 år har Harley-Davidson ikke blot fulgt og været med fremme i udviklingen af teknologi og design, men også skabt en udødelig myte, der er karakteriseret ved, at fanskaren omfatter alle aldersklasser og samfundslag.

En lang række private ejere af Harley-Davidson motorcykler og samlinger med relation til det berømte køretøj reagerede prompte og entusiastisk, da museet sidste år efterlyste danskere, der kunne have lyst til at udlåne deres kæreste eje til udstillingen. Vi kan derfor i vidt omfang på fornem vis præsentere de 100 års udvikling med danskejede motorcykler. Udstillingen indeholder gamle, nye, velholdte, originale og modificerede Harley'er og inddrager desuden ting, der relaterer sig til Harley-Davidson, ligesom motorcyklens verden, som den fremgår af film og på anden måde, belyses.

Udstillingen, der er det eneste jubilæumsarrangement af sin art i Europa, vises i samarbejde med CAP's, den autoriserede Harley-Davidson importør i Danmark, og Harley-Davidson Europe. I forbindelse med udstillingen arrangeres en såkaldt HOG-weekend på museet i maj. HOG (Harley-Davidson Owners Group) er en verdensomspændende forening med tilknytning til fabrikken, og hvis indtægtsgivende aktiviteter skænker overskud til velgørende formål.

KONTAKT KOLDINGHUS​

​MUSEET PÅ KOLDINGHUS

Koldinghus 1

6000 Kolding

Tlf.: 7633 8100

E-mail: museum@koldinghus.dk

MADKÆLDEREN

Tlf.: 7550 4798

E-mail: info@madkaelderen.dk

ÅBNINGSTIDER

Alle dage kl. 10.00-17.00.

Museet er lukket 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar

ENTRÉPRISER

Voksne: 90 kr.

Studerende: 45 kr.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang.