RESTAURERINGEN AF KOLDINGHUS

En enestående restaurering

I 1969 - ethundredeenogtres år efter branden - anbefalede et boligministerielt udvalg, at Koldinghus skulle restaureres. Der skulle dog gå endnu et par år, inden man handlede.

1972 udvalgtes arkitekterne Inger og Johannes Exner, Århus, til at forestå restaureringen. Johannes Exner var på det tidspunkt lektor i restaurering ved Arkitektskolen i Århus, hvor han senere blev professor. Deres første forslag, fremsat året efter, gik ud på at genskabe slottets ydre form fra 1808 med en moderne stål-og-glas konstruktion. Derved ville det være åbenlyst for alle, hvad der var oprindeligt, og hvad der var restaurering. Imidlertid kunne Exnernes første forslag ikke samle tilstrækkelig folkelig opbakning, og da Det særlige Bygningssyn sagde nej tak til gennemsigtige vægge, måtte forslaget lægges bort.

Efter endnu en pause blev arbejdet genoptaget i 1975, og indtil 1993 foregik restaureringen af Koldinghus som en fortsat proces. Arbejderne startede med slotskirken, der blev ødelagt ved Kæmpetårnets kollaps i 1808. Kirkerummet var blevet overdækket ved tårnets genopbygning i 1930’erne. Nu indrettedes rummet efter de nye principper, der skulle ligge til grund for restaureringen. Rummets oprindelige arkitektur er blevet genskabt med brug af ”gadelygter” og stjerneformede lysekroner, der imiterer de oprindelige hvælvinger.

Den gennemførte restaurering tilsigter således ikke at genskabe et kongeligt slot, men at bevare en ruin, der i sig gemmer 700 års Danmarkshistorie. Det er restaureringens gennemgående idé at berøre ruinen mindst muligt. Ruinen er hovedkilden til slottets skiftende udseende og indretning. Derfor forbliver ruinmurene stående stort set urørte.

Det var klart, at ruinen var i en meget ringe forfatning. Derfor er der i syd- og østfløjene rejst en konstruktion af laminerede træsøjler, der bærer tag og etageadskillelser. Det store manglende murparti mod sydøst er dækket med en let trævæg, der er ophængt i tagkonstruktionen. Trævæggen er udvendigt beklædt med kløvet egetræsspån. De laminerede træsøjler står i fuld højde fra fundamenter til tagkonstruktion med en såkaldt kardansk ophængning ved alle etager for at opfange alle bevægelser i den nye konstruktion. Disse særlige konstruktioner skyldes restaureringens rådgivende ingeniør Erik Holm Christensen, Kolding.

Med restaureringen af sydfløjen på Koldinghus er der skabt et enestående rum i Danmark. Den særlige restaureringsidé har betydet, at hele sydfløjen står tilbage som et stort rum med dybe balkoner, der fra vest rækker ind mod ruinsalen i fløjens østlige halvdel, som står i fire etagers højde. Kælder og de tre etager forbindes med frithængende trapper, der med forskellige retninger fører den besøgende op gennem ruinen med et klart udsyn til murværket, der er præget af brand og næsten to århundreders udvendigt slid.

Med restaureringen af Koldinghus har Danmark fået et restaureringsprojekt, der har givet genlyd over hele verden. Slottet besøges fortsat af mange både indenlandske og udenlandske fagfolk på forskellige felter, arkitekter, ingeniører, museumsfolk, byggeadministratorer og andre, der ønsker at studere en restaurering, hvis lige ikke kendes nogetsteds.