En enestående restaurering
I 1969 - ethundredeenogtres år efter branden - anbefalede et boligministerielt udvalg, at Koldinghus skulle restaureres. Der skulle dog gå endnu et par år, inden man handlede.
1972 udvalgtes arkitekterne Inger og Johannes Exner, Århus, til at forestå restaureringen. Johannes Exner var på det tidspunkt lektor i restaurering ved Arkitektskolen i Århus, hvor han senere blev professor. Deres første forslag, fremsat året efter, gik ud på at genskabe slottets ydre form fra 1808 med en moderne stål-og-glas konstruktion. Derved ville det være åbenlyst for alle, hvad der var oprindeligt, og hvad der var restaurering. Imidlertid kunne Exnernes første forslag ikke samle tilstrækkelig folkelig opbakning, og da Det særlige Bygningssyn sagde nej tak til gennemsigtige vægge, måtte forslaget lægges bort.
Efter endnu en pause blev arbejdet genoptaget i 1975, og indtil 1993 foregik restaureringen af Koldinghus som en fortsat proces. Arbejderne startede med slotskirken, der blev ødelagt ved Kæmpetårnets kollaps i 1808. Kirkerummet var blevet overdækket ved tårnets genopbygning i 1930’erne. Nu indrettedes rummet efter de nye principper, der skulle ligge til grund for restaureringen. Rummets oprindelige arkitektur er blevet genskabt med brug af ”gadelygter” og stjerneformede lysekroner, der imiterer de oprindelige hvælvinger.
Den gennemførte restaurering tilsigter således ikke at genskabe et kongeligt slot, men at bevare en ruin, der i sig gemmer 700 års Danmarkshistorie. Det er restaureringens gennemgående idé at berøre ruinen mindst muligt. Ruinen er hovedkilden til slottets skiftende udseende og indretning. Derfor forbliver ruinmurene stående stort set urørte.