Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

DANSEN PÅ KOLDINGHUS

Af Bent Pedersen

Blev Christine Rosenkrands virkelig danset ihjel af tre adelige bejlere en aften på Koldinghus i 1558?

Datidens forkærlighed for voldsomme danse kunne sandsynliggøre det, men historien om den dødelige dans på Koldinghus kan med usvigelig sikkerhed henregnes til sagnlitteraturen.

Christine Rosenkrands skulle ifølge fortællingen være datter af den daværende lensmand på Koldinghus, Jørgen Rosenkrands. I 1558 var en hovedistandsættelse af slottet overdraget bygmester Strange, og Christine skulle angiveligt have forelsket sig i en af Stranges svende, som hun hemmeligt mødtes med i slottets dyrehave.

Det var jo ret upassende for en adelig lensmands datter, så da slottets gartner opdagede parrets kissemisserier i det grønne, underrettede han Jørgen Rosenkrands, som skulle være blevet meget, meget vred. Han blev faktisk så vred, at han lod den forelskede svend pågribe og henrette i slotsgården, mens Christine fra et vindue så derpå.

Lensmandens vrede skulle ikke mindst være afstedkommet af, at ikke færre end tre adelige riddere, der alle måtte anses for mere passende ægteskabskandidater end bygmester Stranges elendige svend, bejlede til hendes gunst.

Nu ville tilfældet, at der tre dage efter svendens henrettelse blev afholdt et bal på slottet i anledning af Christian 3.s ankomst, og før dette bal havde far og datter en samtale på tomandshånd. Da de skiltes, hørte man Christine sige: “Jeg er beredt, det skal ske, som du ønsker det.”

Hvad det var, Jørgen Rosenkrands havde ønsket, kan man kun gætte på, men om aftenen dansede de tre bejlere hende i hvert fald ihjel. De dansede så voldsomt med hende, at hun fik en blodstyrtning og døde foran netop det vindue, hvorfra hun tre dage tidligere havde overværet henrettelsen af sin elskede håndværkssvend.

Det er jo en gribende historie, som imidlertid lider under den svaghed, at den ikke kan være sand. Jørgen Rosenkrands var ganske vist lensmand på Koldinghus 1555-59, men i 1558 var han 35 år gammel, hvorfor det ikke er sandsynligt, at han kan have haft en datter i den giftefærdige alder, så meget mere som han først blev gift året efter.

Meget kunne tyde på, at der er tale om det, man sædvanligvis kalder en vandrehistorie. I Just Matthias Thieles samling af danske folkesagn fra midten af 1800-tallet findes historien om kongedatteren, der blev danset til døde af ni riddere og hendes egen far, og en anden historie fortæller om en Karen Rosenkrands, hvis far, Oluf Rosenkrands, var lensmand på Koldinghus fra 1516 til 1523. Også hun skulle være omkommet under dans. Man mener imidlertid at kunne påvise, at Karen Rosenkrands døde på Vallø den 16. oktober 1553, så her er fortællernes fantasi også på afveje.

Der kendes flere af den slags historier, og sagnagtige beretninger om unge kvinder, der tvinges til at overvære deres elskeres henrettelse, er ikke ukendte.

Mere hold er der i historien om Ellen von Mehlens død. Hun var en af dronning Sofies jomfruer. Sofie var Frederik 2.s dronning, og ved en festlighed på Koldinghus den 20. november 1587 sank Ellen von Mehlen død om under en dans. Det samme skete for Gertrud Kaas tre år senere, og ved Iver Juuls bryllup den 18. september 1597 omkom Mette Morten Krabbe under dans med Albert Friis.

At kvinderne døde på dansegulvet er altså ikke lutter løgn og sagn, og det har sin forklaring i de nye og voldsomme danse, der i 1500-årene nåede hertil, navnlig fra Polen. De mere værdige og højtidelige danse, der tidligere var enerådende, blev nu afløst af ildfulde og voldsomme danse, hvor man dansede parvis og med svingninger, der iøvrigt dårligt harmonerede med datidens beklædning. Både herhjemme og i Tyskland forsøgte man med regler og trusler om repressalier at dæmpe løjerne, som man fandt upassende og uhøviske, men tilsyneladende hjalp det kun i mådeligt omfang.

At blive danset ihjel var således ikke ganske usandsynligt, og det står klippefast, at renaissancens damer og herrer var vilde med at danse. I 1586 måtte Frederik 2. således udstede en forordning, der forbød dans, så længe måltidet stod på.

Forordningen var foranlediget af, at gæsterne, der sad ved bordet inderst mod væggen, ofte sprang henover bordet, hvor maden stod, for at komme til at svinge sig i dansen. Det var ikke alene upassende, men det kunne også, som det fremgår af fordningen, “være til fare for frugtsommelige kvindfolk og andre at springe over borde, at snart et ulykkeligt fald derover kunne tilkomme.”

Det gik med andre ord ofte vildt og voldsomt for sig, og historien om Christine Rosenkrands' dans ind i døden i 1558 på Koldinghus kunne derfor godt have været sand.

Men det er den altså ikke, selvom den inspirerede Holger Drachmann til melodramaet “Dansen på Koldinghus”.

KONTAKT KOLDINGHUS​

​MUSEET PÅ KOLDINGHUS

Koldinghus 1

6000 Kolding

Tlf.: 7633 8100

E-mail: museum@koldinghus.dk

MADKÆLDEREN

Tlf.: 7550 4798

E-mail: info@madkaelderen.dk

ÅBNINGSTIDER

Alle dage kl. 10.00-17.00.

Museet er lukket 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar

ENTRÉPRISER

Voksne: 90 kr.

Voksne inkl. HIMMELSTEN: 120 kr.

Studerende: 45 kr.

Studerende inkl. HIMMELSTEN: 75 kr.

Børn og unge under 18 år har gratis adgang.