Da fru Hviid blev vækket, havde det allerede brændt i nogen tid, og hun fik derfor travlt med at redde familie og indbo. I et brev, som hun skrev til sin mand senere samme dag, beretter hun: “Nu, min rare mand, har vi atter et stort bevis på Guds forsyn over os! Tænk engang, Kolding Slot kom i nat i fuld brand, førend nogen kom op eller fik det at vide. Det begyndte i den ende ved porten. hvorved passagen blev forhindret, men jeg ved Guds bistand holdt contenance og ganske rolig i mit sind og tænkte kun på at redde.
Til lykke kom jeg straks i tanker om det store pakkammervindue. Derigennem fik vi Gud ske tak alt reddet. Mathilde og jeg fulgte hinanden trolig. Hun og jeg måtte tilsidst ud af vinduet med, da porten straks faldt sammen. Det første, jeg tænkte på, var børnene. Christiane [ammen] flyede mig barnet indsvøbt i en dyne, Thilde tog Bartoline, pigen tog Mette, og mamsellen [privatlærerinden] tog de tre andre, og da de gik gennem porten, regnede ilden ned over dem. .... Jeg og Thilde blev ved tøjet og folkene, og vi fik Gud ske tak reddet lintøjet, alle skilderierne, store og små, hel og holden, alle vore sengeklæder, sølvtøjet, alle gulvtæpper, omhæng, vinduesgardiner - har vi så ikke årsag at takke Gud?”
Familien fik dog ikke reddet alt.
Da Mathilde i 1867 nedskrev sine erindringer om slottets brand, huskede hun, hvordan “vore prægtige store kister med sengetøj, usyet linned, garn og deslige ...blev med stor anstrængelse bragt midt ud i slotsgården, hvor de til vor store beklagelse blev et rov for flammerne ... Til klokken 8 blev moder og jeg i fuldt arbejde på slottet. Da styrtede loftet i faders værelse, der fjerneste i suiten, og og da søgte vi også redning gennem de omtalte vinduer, hvor vor omsorgsfulde og betænksomme moder først havde ladet sengetøj og madrasser nedhisse, inden vi selv på samme måde fulgte efter.”
Fra slottet selv reddedes en del løsøre, men intet af særlig værdi ud over altersølvet fra slotskirken, der blev indsendt til det kongelige sølvkammer. Af det øvrige kan nævnes “1 gammel vævet betræk med dronning Margrethe på jagt og Holger Danske”. Det blev desværre ikke sorteret fra, da slotsforvalteren på rentekammerets opfordring gennemgik det reddede “for at konstatere, om der iblandt de gamle inventarii-sager skulle findes stykker, der fortiente at opbevares som oldsager”. I stedet blev det sammen med det reddede løsøre, inklusive en del vinduesrammer og brandskadet tømmer, solgt på to auktioner, der afholdtes året efter, og køberens hustru videresolgte det siden til en omvandrende handelsmand for en slik.
Eftertiden begræder tabet af Jyllands sidste kongeslot, der i 1808 endnu stod i den barokke skikkelse, som det havde fået ved Frederik 4.s ombygning i årene omkring 1720. I samtiden var man dog mest optaget af, at der ved branden var gået store mængder korn tabt. Ialt blev det anslået til 6000 tdr. rug og havre, som man bagefter gjorde sig store anstrengelser for at bjerge i håb om, at det lod sig anvende som foderkorn.