HØR BARBARA ZALEWSKI FORTÆLLE OM KONGELIGE TAFLER, BORDSKIK OG RENÆSSANCENS KOSTELIGE RETTER
Tirsdag 30. september 2014, kl. 19.00 – 21.00 i Riddersalen
Gratis for medlemmer af Koldinghus Museumsklub. Tilmelding nødvendig.
Der er mange måder at fortælle de spændende historier, der kobler sig til vores enestående slot. En af dem er gennem mad og bordskikke og få har som ph.d. Barbara Zalewski indsigt i, hvordan livet i 1500-tallets danske hof blev levet.
På Christian 3. og Dronning Dorotheas bord strålede tin og sølv på flere lag duge. Saltkarret blev båret ind, som var det en hellig genstand, og efter måltidet børstede forskæreren krummer af kongens klæder med en serviet. Det lå kongen på sinde, at kongehuset blev berømmet af gæster og gesandter, og til det hørte, at de unge hoffolk ikke råbte, spildte eller kastede med maden under taflet, som han skrev.
Ph.d. Barbara Zalewski inviterer til kongeparrets brogede taffel og fortæller om borddækning, bordskik og kostelige retter, mens en krydret drik og kage giver et strejf af 1500-tallets duft og smag.