Engang kaldte Gud på Eva, som var den første mor i verden:
”Evaaaaaaaaa!”, råbte han med sin mørke og dybe stemme! Eva var netop i gang med at vaske sine mange børn, så Guds tilråb var en smule forstyrrende. Eva havde 26 børn, så det var om at holde tungen lige i munden, når alle 26 børn skulle vaskes bag ørerne. Da Eva ikke kom med det samme, kaldte Gud igen på hende.
Denne gang med en endnu dybere stemme:
”Evaaaaaaaaaaaaaa, jeg vil gerne se dine børn, bring dem straks til mig.”
Eva blev forskrækket, men syntes, at det var for pinligt at sende beskidte børn hen til Gud. Hun besluttede sig derfor for at gemme dem væk, der stadig var beskidte, og tog kun de nyvaskede børn med hen til Gud.
Men fordi Gud så alt og vidste alt, spurgte han Eva: ”Eva, er du sikker på, at dette her er alle dine børn?”
”Selvfølgelig, kære Gud, disse fine, rene og velopdragne børn er alle de børn, jeg har,” svarede Eva med en meget uskyldig stemme.