I årene 1711-12, midt under Store Nordiske Krig, boede Frederik IV i flere perioder på Koldinghus. En stor del af den danske hær bestod af udskrevne bønder.
Et af disse bonderegimenter, Jyske Nationale Dragonregiment, udmærkede sig flere gange ved tapperhed. Vi leger derfor, at en deling af regimentet som særlig kongelig gunst får lov til at stå æresvagt på Koldinghus. Eleverne skal derfor lære at stå vagt, gå march og meget andet. Vi er selvfølgelig klædt i datidens uniformer, syet af Den Kongelige Systue på Koldinghus. En parade foran Kolding Rådhus er også under overvejelse. Selv om det er en leg, holder vi os til de historiske facts, hvor det er muligt.
målgruppe
Undervisningstilbuddet henvender sig primært til mellemtrinnet fra 3. til 6. klassetrin.Tilbuddet understøtter de mål og vejledninger som gælder for faget historie. Fagformålets §3 taler således om, at eleverne skal: ”udbygge deres forståelse af menneskers liv og
livsvilkår gennem tiderne”.
Vejledning for historiefaget taler om, at: ”kreativ tænkning og entreprenørskab bliver en central del af undervisningen” og ”eleverne … må bruge deres indlevelses- og forestillingsevne”. ”God historieundervisning foregår ikke kun i klasseværelset.
Lokalområdet kan også bruges”. (afsnit 4.5 og 4.6)
Læringsmålene efter 5. og 6. klassetrin taler i afsnittet om
historiebrug om, at eleverne får: ”praktiske erfaringer med
historiske scenarier”.