6.-10. klasse
Historien er et oplagt sted, hvis man skal finde inspiration til at skrive stile eller noveller i dansk. Talrige danske og udenlandske forfattere har beskrevet historiske personer og begivenheder. Den danske forfatter Johannes V. Jensens roman om Christian d. II og hans tid, ”Kongens fald”, er således blevet kåret som den mest betydningsfulde roman i det 20. århunderede!
Et samarbejde mellem dansk og historie er efter vores mening oplagt. Historielæreren kan tage sig af det rent historiske og selve novelleskrivning kan foretages af dansklæreren. Alle de nedenstående forslag er med succes blevet afprøvet i undervisningen på Sdr. Vang Skole – det er i øvrigt vores helt klare indtryk ud fra elevernes besvarelser, at de alle er gode emner og mange har brugt store kræfter på at skrive en så god opgave som muligt.
Den mest brugte arbejdsmetode overfor eleverne har været et kort oplæg fra læreren. Derefter har der været en brainstorm på klassen, styret af læreren: ”Hvad tror I, der skete/sker?”, ”Kunne det være en mulighed at….?” Man kan eventuelt, hvis eleverne er ubekendte med det at skrive noveller selv, introducere dem for ”beretter-modellen”, som enhver (næsten da) god fortælling er bygget op omkring. Oplysninger om beretter-modellen findes let på internettet.
Herefter har eleverne fået henvisning til, hvor de kunne finde historisk materiale, så deres noveller kunne blive så realistiske som muligt. Ud for hvert emne har vi skrevet forslag til kilder. Vi har holdt os til 3 værker, der står på næsten alle skolebiblioteker, nemlig Politikens Danmarkshistorie, ”Ind i historien”, bind 1-3 og Sven Skovmands ”Historie”, bind 1-4, der er blevet afløst som taskebog de fleste steder, men nok findes endnu på biblioteket.
Skoletjenesten hjælper gerne med besvarelse af spørgsmål fra lærere og elever!
Tlf. 79 30 10 95
E-Mail: km@koldinghus.dk
Rensdyrjægerne
Vi er i Danmark, kort efter at isen har trukket sig tilbage. Vi følger en flok rensdyrjægere i nærheden af det nuværende Kolding. Jagten har hidtil slået fejl og sulten begynder at nærme sig. Fortæl historien. Den kan f.eks. begynde sådan her:
Udenfor teltet rasede snestormen. Gewn, stammens leder, var alvorlig: ”Hvem melder sig frivilligt. Vi er nødt til at få nedlagt noget vildt nu, ellers er vi fortabte”. To mænd rakte hånden op…..”
Litteratur: Historie 1, side 6-10
Branden i Hodde
Tæt ved Varde lå jernalderlandsbyen Hodde. Arkæologerne har fundet spor af den, da den nedbrændte fuldstændigt omkring år 0. Fortæl den spændende historie, om den forfærdelige dag, da Hodde blev lagt øde.
Litteratur: Historie 1, s. 40-43
Angrebet på Lindisfarne
År 793 fandt et af de første vikingetogter sted, rettet mod klosteret på øen Lindisfarne ved Nordvestenglands kyst. Vikingerene røvede, myrdede og bortførte efter forgodtbefindende. En af de overlevende munke sendte efter angrebet et brev til klostrets abbed med de sørgelige nyheder:
Kæreste Abbed
Der er hændt os arme munke på Lindisfare en umenneskelig ulykke. Tidligt om morgenen gik jeg og et par munke ned til stranden for at hilse nogle fremmede velkommen, da……
Litteratur: Historie 1, s. 44-53 og Politikens Danmarkshistorie bind 2, s.111-115
Drengen/pigen fra Vonsild (eller Harte eller Agtrup…)
Bondedrengen/pigen er med sine forældre på den årlige markedstur til Kolding. Under besøget går drengen/pigen ned til Riberdyb. Her ligger der en tungt lastet hansakogge, der skal til Skanør. Vores ven går ombord….og pludseligt letter skibet anker. Skibet når efter et par dage til Skanør, hvor vores ven går i land. Her oplever han/hun det levende Skanørmarked. Ved et tilfælde hører vores ven, at et par skumle forbrydere planlægger et mord på kong Valdemar Atterdag, da netop opholder sig på Skanør Slot. Han må advares, inden det er for sent…!
Litteratur: Ind i Historien bind 2, s. 90-98, Historie bind 1, s. 90-98 og Politikens Danmarkshistorie bind 4, s.189-201. Derudover har forfatteren Robert Fisker skrevet børnebogen ”Mikkel Ravn i Skanør”, som står på ethvert skolebibliotek. Den kan måske tjene til inspiration.