Branden 1808


Af Vivi Jensen
   
“Forskræk Dem ej, men slottet brænder”. Med disse ord vækkede tjenestepigen sin frue klokken halv fem onsdag morgen den 30. marts 1808. Slottet var Koldinghus, og fruen var oberstinde Hviid. Familien boede i den gamle amtmandsresidens i underetagen i slottets sydfløj, men siden englændernes landgang på Sjælland i august 1807 og de tidlige septemberdages bombardement af København havde landet været i krig, og oberst Hviid havde derfor måttet efterlade familien på Koldinghus, mens han selv tjente konge og fædreland på Sjælland. Også i Kolding havde man mærket krigen, for det gamle, forfaldne slot var blevet åbnet for indkvartering af en lille del af  de ca. 30.000 franske og spanske soldater, som alliancen med kejser Napoleon havde bragt til landet, og det var desuden blevet hovedkvarter for hjælpetroppernes øverstbefalende, den fransk marskal Jean-Baptiste Bernadotte.


 
Koldinghus brænder
Akvarel ca. 1996 af Roald Als. Privateje


Soldaternes tilstedeværelse havde vendt op og ned på livet i den lille by, og det var spændende, men absolut ikke problemfrit. Oberst Hviids datter Mathilde erindrer langt senere: “Den nat, da de fangne spaniere fra Fyn af blev holdt internerede i Slotskirken, forårsagede deres vogtere os megen angst ved den skødesløse kasten med papircigarer og deslige”. Brevet viser, at man på slottet var bekymret for den brandfare, som de mange soldaters tilstedeværelse udgjorde, og man havde da også udpeget seks af byens solide håndværksmestre, der skulle skiftes til to og to at gå  brandvagt om natten.



 Koldinghus 1749.
Kobberstik i Thurah: Danske Vitruvius

   
Den nat, branden opstod, havde man længe kunnet lugte røg, men man troede først, at det kom fra kakkelovnene, der havde det med at ose, når det blæste fra en bestemt retning. Det efterfølgende brandforhør viste imidlertid, at vagterne ikke havde taget deres pligter særlig alvorligt, for ingen af de to, der burde have været på vagt, havde været til stede, da det gjaldt. Murermester Søren Jørgensen Weile var gået hjem ved to-tiden, angiveligt for at “hente noget til sin forfriskning”, men var ikke vendt tilbage, før han en timestid senere blev hentet af slottets portner Peter Meyer, der fortalte, at den vistnok var rivende gal i vagtstuen. Snedkermester Beiker havde slet ikke været på vagt, for han var blevet syg, men han havde glemt at sende afbud. I øvrigt havde han og de øvrigt brandvagter gjort, hvad de kunne, da de var blevet tilkaldt hen på morgenstunden. Det hele lugter langt væk af magelighed og forsømmelighed, men man valgte at lade den side af sagen hvile. Det var jo solide borgere, det drejede sig om.
 
Da murermesteren var blevet hentet tilbage til slottet ca. kvart i fire, havde han konstateret, at det lugtede brændt, og at lugten kom fra vagtstuen. Maler Dyring havde trods de spanske soldaters protest tiltvunget sig adgang, men havde ikke kunnet se ild. Derefter havde man taget vand med sig og var gået op på anden etage, hvor man sprængte døren ind til rummet over vagtstuen, og her var der en sådan røg, at man ikke kunne se lyset fra brandlygterne. Vandet blev kastet ud på gulvet, og maler Dyrings søn, der var fulgt med for at se, hvad der skete, blev sat til at råbe “brand på slottet”. I mellemtiden var ilden brudt ud i vagtstuen, og en af vagterne havde vækket slotsforvalter Christensens kone med råbet “Fyr, fyr”. Hun havde først troet, at de ville have fyret kraftigere op i kakkelovnen, men hun blev hurtigt klar over, hvad de mente. Der var allerede gang i slotssprøjterne, og da byens sprøjter straks efter kom til, stod flammerne ud af tre vinduer på 2. etage. I aviserne kunne man siden læse, at marskal Bernadotte lod sine folk danne kæde ned til slotssøen, hvor man måtte slå hul i isen for at skaffe vand til sprøjterne. Tre timer senere kom der hjælp fra Fredericia og Christiansfeld, og takket være deres indsats reddedes Staldgården fra at blive antændt af gnisterne. Selve slottet stod imidlertid ikke til at redde, og op ad dagen styrtede halvdelen af Christian 4.s kæmpetårn ned gennem riddersal og slotskirke - dets ene mur havde hvilet på en trækonstruktion over riddersalens loft.
 
Da fru Hviid blev vækket, havde det allerede brændt i nogen tid, og hun fik derfor travlt med at redde familie og indbo. I et brev, som hun skrev til sin mand senere samme dag, beretter hun: “Nu, min rare mand, har vi atter et stort bevis på Guds forsyn over os! Tænk engang, Kolding Slot kom i nat i fuld brand, førend nogen kom op eller fik det at vide. Det begyndte i den ende ved porten. hvorved passagen blev forhindret, men jeg ved Guds bistand holdt contenance og ganske rolig i mit sind og tænkte kun på at redde. Til lykke kom jeg  straks i tanker om det store pakkammervindue. Derigennem fik vi Gud ske tak alt reddet. Mathilde og jeg fulgte hinanden trolig. Hun og jeg måtte tilsidst ud af vinduet med, da porten straks faldt sammen. Det første, jeg tænkte på, var børnene. Christiane [ammen] flyede mig barnet indsvøbt i en dyne, Thilde tog Bartoline, pigen tog Mette, og mamsellen [privatlærerinden] tog de tre andre, og da de gik gennem porten, regnede ilden ned over dem. .... Jeg og Thilde blev ved tøjet og folkene, og vi fik Gud ske tak reddet lintøjet, alle skilderierne, store og små, hel og holden, alle vore sengeklæder, sølvtøjet, alle gulvtæpper, omhæng, vinduesgardiner - har vi så ikke årsag at takke Gud?”
 
Familien fik dog ikke reddet alt. Da Mathilde i 1867 nedskrev sine erindringer om slottets brand, huskede hun, hvordan “vore prægtige store kister med sengetøj, usyet linned, garn og deslige ...blev med stor anstrængelse bragt midt ud i slotsgården, hvor de til vor store beklagelse blev et rov for flammerne ... Til klokken 8 blev moder og jeg i fuldt arbejde på slottet. Da styrtede loftet i faders værelse, der fjerneste i suiten, og og da søgte vi også redning gennem de omtalte vinduer, hvor vor omsorgsfulde og betænksomme moder først havde ladet sengetøj og madrasser nedhisse, inden vi selv på samme måde fulgte efter.”
 
Fra slottet selv reddedes en del løsøre, men intet af særlig værdi ud over altersølvet fra slotskirken, der blev indsendt til det kongelige sølvkammer. Af det øvrige kan nævnes “1 gammel vævet betræk med dronning Margrethe på jagt og Holger Danske”. Det blev desværre ikke sorteret fra, da slotsforvalteren på rentekammerets opfordring gennemgik det reddede “for at konstatere, om der iblandt de gamle inventarii-sager skulle findes stykker, der fortiente at opbevares som oldsager”. I stedet blev det sammen med det reddede løsøre, inklusive en del vinduesrammer og brandskadet tømmer, solgt på to auktioner, der afholdtes året efter, og køberens hustru videresolgte det siden til en omvandrende handelsmand for en slik.
 
Eftertiden begræder tabet af Jyllands sidste kongeslot, der i 1808 endnu stod i den barokke skikkelse, som det havde fået ved Frederik 4.s ombygning i årene omkring 1720. I samtiden var man dog mest optaget af, at der ved branden var gået store mængder korn tabt. Ialt blev det anslået til 6000 tdr. rug og havre, som man bagefter gjorde sig store anstrengelser for at bjerge i håb om, at det lod sig anvende som foderkorn.




Hans Harder:
“Prospekt af Kolding Slots Ruiner med en Deel af Byen og
dens Omegn set fra den søndre Side, Aftenbelysning”. 1824

   
Koldinghus blev ikke genopført som kongeslot, og det blev meget hurtigt til en af de romantiske ruiner, som samtiden elskede. I 1813 kom Chr. Molbech forbi, og han skriver: “Allerede havde naturen, der så gerne vil forskønne selv død og undergang, hist og her smykket de røde tomter med livlig græsvækst. Slotsfogedens ko gik roligt ud og ind ad vinduerne og søgte føde på de græsbevoksede brusbanker mellem murene, hvor fordum hofmænd boede, og i det store, hvælvede køkken, hvor der kogtes til hoffet, havde en enlig gris sin rummelige bolig.”


Fabritius Tengnagel:
“Kongens Køkken i det indre af Kolding Slots Ruin July 1834”



[Artiklen er tidligere publiceret i SKALK nr. 5 2000.]


Projektor
Til forside
 
Dansk
English
Deutsch
YouTube
Besøg vores Facebook side
Til forsiden
Print
Sitemap
 

KONTAKT KOLDINGHUS

Museet på Koldinghus
Koldinghus 1

6000 Kolding
Postboks 91

Tlf. 76 33 81 00
E-mail: museum@koldinghus.dk

 

MADKÆLDEREN

Tlf: 75 50 47 98

E-mail: info@madkaelderen.dk

 

FIND KOLDINGHUS

Koldinghus 1
6000 Kolding

GPS-koordinat: 55° 29’ 26°N, 9° 28’ 20°E

ÅBNINGSTIDER

Alle dage kl. 10.00-17.00.
Museet er lukket 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar

 

ENTRÈPRISER

Voksne

90 kr.

Studerende:

Børn og unge under 18 år

har gratis adgang. 

45 kr.

 



PARKERING

For museets gæster er der P-pladser i og lige udenfor Staldgården.

 

P-afgift: 11 kr. i timen.

 

To gratis P-pladser inde i Staldgården er forbeholdt handicapbiler.

Tak TIL VORES SPONSORER

Alfa Laval Kolding A/S 

Alfix A/S
Andersen Partners Advokatfirma 
Beierholm Revision 
BECHs + ABC Flytteforretning ApS

BlueKolding A/S
Business Kolding
Comwell Kolding a-s
Danfoss A/S

dankemi a/s
Dansk Gummi Industri A/S
Danske Bank
Deloitte

Ernst & Young
Fiberline Composites A/S
Focus Advokater P/S

From Grafisk A/S
Frøes Herreds Sparekasse
HANSENBERG
Home v. Hanne Faaborg
Hotel Koldingfjord
IBA International Business Academy
IBC International Business College
JMA Byg I/S 
Jotun Danmark A/S

Jyske Bank

Klinisk Tandtekniker Eva Jørgensen
Kolding Hotel Apartments
Kolding Storcenter Centerforeningen


Kolding Vinhandel
Menneskefaktor
Michael Baruah Consulting
Middelfart Sparekasse
Mos Mosh A/S
MTAB Danmark A/S
Nordea A/S
Nplus ApS
Nykredit
Ove Jæger A/S
P. Christensen Kolding A/S
PhotoCare Popp Photo
Prime Cargo A/S
PwC - Revision
Rambøll
Riis Retail A/S
Scandic Kolding
Schneider Electric IT Danmark
Sparekassen Kronjylland

Spar Nord Kolding
STRØH AS
Svane Shipping
Sydbank Kolding A/S
Szocska Advokataktieselskab
Tegnestuen Mejeriet A/S
Transport-Teknik A/S
TRESU Production A/S
Trillingsgaard & Høybye ApS
Würth Danmark A/S  

X-tension

 

Læs mere om Erhvervsklubben here