Print 
                  
        
    Du er her: Hjem: Presse: Pressemeddelelser 2011: Temadage om børn og psykisk sygdom

     

    PRESSEMEDDELELSE

    Udsendt 2. november 2011

      

    Temadage om børn og unge med psykisk sygdom på Koldinghus


     

    For fjerde år i træk arrangerer Frivilliggruppen på Koldinghus, Bedre Psykiatri og PsykInfo i Region Syddanmark temadage på Koldinghus om sindslidelser under overskriften ”Er du sindssyg eller bare tosset”. Med foredrag, informationsstande, café, korkoncert og hesteterapi i slotsgården sættes der i år fokus på temaet ”Børn og unge i psykiatrien”.

     

    Torsdag den 10. november 2011 lægges ud med en konference primært for behandlere og pårørende, mens weekenden den 12. og 13. november er åben for alle interesserede.

     

    Temadagene er en enestående mulighed for at blive klogere på en række alvorlige tilstande blandt børn og unge, herunder spiseforstyrrelser, angst, stress og selvskadende adfærd.

    Professionelle behandlere og fagpersoner samt patient- og pårørendeforeninger vil stå klar til at hjælpe med at belyse de vanskelige problemstillinger.

    HESTE INDGÅR I TERAPIEN
    Både lørdag og søndag kan besøgende på Koldinghus opleve, hvordan heste kan bruges i terapeutisk øjemed.
    Karina Bjerremann, der arbejder med hesteassisteret terapi og læring efter EAGALA-modellen, har - udover ni heste - også terapeuter, coacher og en psykiater i sin ”stald”.

    - Heste spejler dig. De er intuitive og intelligente dyr, der fornemmer kropssprog. Et møde med en hest er et møde med ens egen adfærd. Hestene hjælper med at sætte ord på. Vi er et team, og der er altid en terapeut og en hestekyndig med, når et menneske møder hestene, og der er ingen rigtige eller forkerte reaktioner. Besøgende på slottet kan se, hvordan heste-terapi foregår, eller de kan prøve det på egen krop, siger Karina Bjerremann, der er ejer af firmaet Hestenge i Vissenbjerg på Fyn.

    Praktisk info:
    Der er tilmelding og deltagergebyr til konferencen torsdag den 10. november (PsykInfo på tlf. 75 72 40 90). De øvrige foredrag og arrangementer 12. og 13.11 er gratis, når entréen til museet er betalt. I Kirkesalen er der bemandede stande fra en række foreninger samt en udstilling fra Psykisksårbar.dk.
     

    Læs mere om temadagene her >>
     



    Museet på Koldinghus | Markdanersgade 11 | Postboks 91 | 6000 Kolding | Tlf. 76 33 81 00
    E-mail: museum@koldinghus.dk | Åbningstider | Print