|
|
| Du er her: Hjem: Skiftende udstillinger: Udstillinger 2010: Beat, bøller og blomsterbørn |
|
Beat, bøller og blomsterbørn
Billeder fra livet efter skoletid i 60’ernes Kolding
Særudstilling fra 26. juni 2010 til 27. februar 2011
Udstillingen Beat, bøller og blomsterbørn er et festligt gensyn med ungdomslivet i Kolding i de bevægede år fra 1960 til 1970. Kernen i udstillingen er 100 pressefotos fra Kolding-fotograferne Peter Thastum og Niels Lisbergs samlinger (henholdsvis Kolding Folkeblad og Jydske Tidende). Fotografierne er venligst udlånt af Kolding Stadsarkiv.
Udstillingen henvender sig både til dem, der var unge i Kolding i 1960’erne, og til senere generationer. For den første gruppe er den en sand vandring ned ad barndommens gade; for den anden gruppe er udstillingen en befriende påmindelse om, at de unge også dengang levede nød livet efter skoletid i fuldedrag – på dansestederne, på gaderne, og på knallerterne.
Udstillingen tager os med inden for til koncert med Koldings beat-pionerer, i Karoline Mælkepop, på Marielund, i Hit House eller i KIF-hallen. Vi kommer med til modeopvisning og ser smukke Kolding-piger med højt hår og strutskørt. Vi igger politifolkene over skuldrene, mens de piller topstykket af en hakket knallert. Og fra årtiets sidste halvdel ser vi glemte fotos optaget i hashtågerne under en happening i KIF-hallen. Og endelig følger vi Peter Belli hen til Kolding Arrest, hvor han skal afsone sin berømte hash-dom.
Ud over de mange pressefotos indeholder udstillingen en række spændende effekter og musikklip fra livet efter skoletid i Kolding. Udstillingen vises fra den 25. juni til 27. februar 2011.
Udstillingen er tilrettelagt af
Eddie Troelsgaard og Axel Johnsen |
|
|
|
RUNDVISNINGER I UDSTILLINGEN
Lørdag 3. juli, kl. 14.00
Rundvisning i udstillingen ved Eddie Troelsgaard. Gratis, når der er betalt entré til museet. Gratis for medlemmer af Koldinghusmuseets Venner. Tilmelding ikke nødvendig.
Lørdag 4. september, kl. 14.00
Rundvisning i udstillingen ved Eddie Troelsgaard. Gratis, når der er betalt entré til museet. Gratis for medlemmer af Koldinghusmuseets Venner. Tilmelding ikke nødvendig.
Booking af rundvisning i udstillingen
Vi tilbyder rundvisninger ved Eddie Troelsgaard, der har tilrettelagt udstillingen i samarbejde med udstillingsleder Axel Johnsen. Pris pr. rundvisning: 675 kr. plus entré til museet. Varighed ca. 1 time. Booking til administrationen, tlf. 76 33 81 00, museum@koldinghus.dk
|
|
|
|
 Ungdommens oaser
Spillesteder i og omkring Kolding
Beatmusikkens sejrsgang i begyndelsen af 1960’erne skabte behov for spille- og dansesteder. I Kolding og omegn tilpassede nogle af de eksisterende dansesteder sig hurtigt efterspørgslen. Der blev desuden dannet beatklubber, og flere sportsklubber så en god mulighed for at tjene penge til idrætten ved at afholde beatkoncerter. Fra 1962 sørgede Yankie Club for musikken. Det skete i julen 1962, hvor Rock Nalle & The Teddybears spillede i salen på Slotshotellet på hjørnet af Jernbanegade og Gråbrødregade. Kort tid efter åbnede de alkoholfrie steder Pop-hjørnet i KIF-hallen på Tvedvej, Villa-Abri (”Pop-Abri”) i Dalbygade 44 og Karoline Mælkepop på Låsbybanke. Efter 1965 kom der gang i ungdomsmusikken i Hit House i Katrinegade, Marielundrestaurationen, Jailbirds Fanclub i Sdr. Stenderup, Monster House, Harte Forsamlingshus, Top 37 i Alminde, Shaggy Circle i Lunderskov og Step by Step på Møllegården. Ved indgangen til 1968 kom diskotekerne til. På Casino, Blazing Star i Hejlsminde og Discoteque Pontecorvo på Hotel Kolding blev der spillet ungdomsmusik hver onsdag aften.
Foto: Hit House, Katrinegade 25, lørdag den 8. oktober 1966. Hit-House var en alkoholfri underafdeling af NIOGT-logen. Det var lokale unge, der måtte melde sig ind i logen for at kunne afholde ungdomsballer i lokalerne. Denne aften spillede orkestret ”Eddie Stones” fra København. Den lokale musiker Palle Højlund fra de senere Carefull Lovers ses ved det bagerste bord. |
|
 Lokale guitar-helte
Koldings beatorkestre 1962-1970
I Kolding opstod i løbet af 1960’erne mere end 30 beatorkestre - eller pigtrådsorkestre, som de voksne kaldte disse grupper på grund af den skærende. Allerede i 1962 tog bandet The Twisters med Freddy Kjær i front hul på de nye tider ved at tage twist-numre på repertoiret. Men først midt på sommeren 1963, et år efter at The Beatles havde indspillet deres første singleplade ”Love me do”, opstod Koldings første egentlige beatorkester, The Restless. Det blev hurtigt fulgt af bl.a. The Rackets, Jailbirds og Stamping Souls. Herefter bl.a. The Wild Strokes, The Hollyguns, Hairkeepers, Carpetbaggers, Spooks og drengebandet Danish Birds. I den sidste del af årtiet kom nye orkestre som bl.a. Red Mustangs, Carefull Lovers, Stand Back og Crazy Patterns til.
Nogle orkestre havde en kort levetid, men musikerne kom ofte ind i et andet orkester, mens andre orkestre var mere stabile. Jailbirds holdt sammen i mere end fire år. Hvilket orkester man kom ind i, var ikke kun betinget af de musikalske evner, men også af, hvilket udstyr man kunne tilføre orkestret. Ofte måtte orkestrene nøjes med at synge gennem en af guitaristernes forstærkere. Kun få kunne købe deres guitar kontant, så køb på afbetaling var almindeligt, hvis ikke far og mor havde mulighed for at støtte deres søns musikalske ønsker.
En af Koldings beatmusikere, Erik Østenkjær, købte sit Ludwig trommesæt kontant. Det indbragte ham øgenavnet ”Erik Tusindekrone” – selvom tusindkronesedlen endnu ikke fandtes.
Foto:Et af Koldings første beatorkestre, The Wild Strokes, med Helmer Schmidt, bas, Hans Jørgen Benkjer, trommer, Jens Erik Dahl, singleguitar og Freddy Kjær, rytmeguitar. De er her fotograferet over malerværkstedet på Hans Ludvigsvej.
|
|
 60’ernes X-factor
Mesterskaber og talentkonkurrencer
Overalt i Danmark blev der i 1960’erne afviklet lokale og regionale konkurrencer i beatmusik. Den første konkurrence på Kolding-egnen foregik i Vejen-Hallen den 11. september 1964, hvor Wild Strokes og The Rackets fra Kolding deltog. Den 21. november 1964 blev der afholdt en ”Kæmpe talentfestival” i KIF-Hallen, hvor det eneste deltagende orkester fra Kolding, The Rattlesnakes, fik en andenplads. Det første egentlige Koldingmesterskab uden orkestre udefra fandt sted den 27. marts 1965, hvor seks Kolding-pigtrådsorkestre deltog: The Hikers, Wild Strokes, The Hollyguns, Stamping Souls, Hairkeepers og Jailbirds. Wild Strokes vandt.
Arrangøren Monster House med den kun 16 årige Nicolai Johnsen for bordenden afholdt Kolding-mesterskab i maj 1966 i Badmintonhallen. I november 1966 var der Sydjysk Mesterskab i pop på Marielund. Ungdomsbladet Børge var arrangør.
I 1967 var der et Trekantsmesterskab, ligeledes i Marielund. I september 1967 afholdt popklubben Step by Step Dancing med Erik Jensen, kaldet ”Symaskine-Erik”, i spidsen , Koldingmesterskab med syv deltagende orkestre. Red Mustangs, der blandt andet bestod af musikere fra The Dirties, vandt. De fortsatte videre til Sydjydsk Mesterskab i marts 1968 og derfra til Danmarksmesterskabet i Holstebro. Red Mustangs blev det eneste orkester i Kolding, der indspillede plader.
Årtiet ud fortsatte konkurrencerne, men i 1970’erne forsvandt fænomenet ud af musikken og ud af Kolding.
Foto:Sydjydsk Mesterskab i pop arrangeret af ungdomsbladet Børge den 26. november 1966. Fra Kolding deltog Jailbirds. Vinderne blev Jack the Rippers fra Fredericia.
|
|
 Beatmusik og milkshakes
Karoline Mælkepop i Kolding 1963-68
Den 28. marts 1963 åbnede Karoline Mælkepop i Kolding. Mejeribrugets hjemmemarkedsudvalg stod bag i alt syv Mælkepopper i Danmark; Kolding var nummer to. Den eksisterede frem til november 1968.
Mælkepoppen var et gennemdesignet sted med ”voksen” udsmykning – uden plads til ungdommelig spontanitet. Alligevel tog de unge mennesker straks stedet til sig. De deltog talrigt i de forskellige aktiviteter som pladepræsentation, modeopvisning, musik fra pladebaren, diskussionsaftener og ikke mindst koncerterne.
For musikken stod med jævne mellemrum den kendte radiomand Anders Dahlerup, som havde været en af speakerne på piratsenderen Radio Mercur. Til daglig ansattes lokale unge mænd.
Da Mælkepoppen åbnede i 1963, var de første koncerter jazzkoncerter. Først den 25. januar 1964 spillede det første pop-orkester, nemlig Teen-Beats. Mange fulgte efter. Helt stort blev det, da Peter Belli & Les Rivals kom til Kolding den 5. november 1965. De fleste af de store danske orkestre som Defenders, Sir Henry & his Butlers, Lions, Melvis and his Gentlemen m.fl. samt udenlandske orkestre som Red Squares, Wishfull Thinking og Artwoods har spillet på Mælkepoppen.
Der åbnedes om eftermiddagen kl. 13.00 eller 14.00 ,og der blev lukket 22.00. Om lørdagen var der åbent til kl. 23.00, hvis der var levende musik eller et andet arrangement. På et senere tidspunkt lykkedes det at få bevilling til at holde åbent til kl. 23.00.
Foto: Serveringspigen er Jonna Nissen. De fire unge mænd er en besætning fra et skib, der lå i Kolding havn.
|
|
 Larm og blå røg i gaderne
Problemer med unge på knallert
Hvad der for de unge var et symbol på frihed og uafhængighed, var for de ældre generationer et symbol på oprør og uansvarlig opførsel. I slutningen af 1950’erne og op igennem 60’erne eksploderede salget af knallerter i Danmark. Først i 1960’erne var det SCO, Diesella og det tyske mærke NSU Quickly, der var de hotte modeller. I 1965 dukkede der reklamer op for en rigtig smart knallert - en Puch, lavet i Østrig. Der blev desuden lavet en knallert, der lignede Puch’en til forveksling, men den var lavet på licens i Jugoslavien (nu Slovenien) - en Tomos.
Senere kom Everton’en til, om hvilken det i reklamerne hed, at den havde en topfart på 135 km/t. Det var et problem, når man kun måtte køre 30 km/t i Danmark. Havde man mange penge, kunne man købe en Kreidler/Florett.
Allerede i 1961 var de unges støjende og omfattende kørsel på knallert et problem i flere byer. I Kolding optog fjernsynet en udsendelse om indretningen af en knallertbane i byens udkant. Nogle unge havde allerede selv lavet en sådan på nogle arealer bag Kolding Saftstation. I en efterfølgende radiodiskussion på Industrien blev begrebet ”læderjakker” diskuteret. Der kom et forslag frem om, at politiet sammen med kommunens gade- og vejudvalg eventuelt skulle forbyde knallertkørsel i den indre by om aftenen. En af grundene var også, at i de første 10 måneder af året 1961 havde politiet inddraget 140 udborede eller hakkede knallerter, et problem som ikke blev løst. De unge mænd ville hellere køre i byens gader, end på en bane. De ville være dér, hvor pigerne også var.
Foto: En ung koldingenser får kontrolleret sin knallerts tophastighed af færdselspolitiets teknikere. Hastighedsgrænsen var 30 km/t.
|
|
 Go-go-dans
Fra uskyldig fordans til fræk strip
I foråret 1967 nåede fænomenet go-go-dans til Kolding. I begyndelsen kaldte aviserne det også for ”fordans”. Den 7. april afholdt Monster House koncert på Slotshotellet – for første gang med en go-go-pige som trækplaster. Karoline Mælkepop ville også være med, og kort efter optrådte Spotlight fra Randers med to go-go-piger på scenen. I oktober samme år sørgede ”Symaskine-Erik” for, at der i foreningen Step by Step Dancing også var go-go-dans, men denne gang på Møllegården.
Den 18. november spillede Pretty Stones i Harte Forsamlinghus, og selvom sommeren for længst var overstået, smed go-go-danseren det meste af tøjet. Der blev ligefrem annonceret med top-løs go-go. Mange gæster har sikkert undladt at fortælle deres forældre, at de ville til Harte den aften.
Direktør Basse, der ejede Hotel Kolding, byggede ved årsskiftet 1967-68 den gamle, fine sal bag hotellet om til Discotheque Pontecorvo, der havde et ”bur” med glas på væggene, så man kunne se den dansende fra alle vinkler. Han annoncerede også med ”sort go-go”. Monster House ville ikke være bagefter, så i starten af januar 1968 var der også topløs go-go på Slotshotellet til musikledsagelse af Schamrocks (Sverige) og Jack the Rippers (Horsens).
Endnu et kapitel blev skrevet i go-go’en historie den 23. marts, da der blev afholdt Jyllandsmesterskab i go-go-dans i Monster House arrangeret sammen med ungdomsbladet Vi Unge. Ved samme lejlighed var der også modeopvisning af to af byens forretninger Top Shop og Nyt Tøj.
Foto: Lørdag den 18. november 1967 var der topløs go-go-dans i Harte Forsamlingshus med ledsagelse af orkestret The Pretty Stones. Her har overdelen ikke forladt sin plads endnu.
|
|
 Peter Belli på scenen – og i cellen
To store begivenheder i Koldings beat-historie
Peter Belli var landets hotteste beatnavn i 60’erne, og sammen med sine forskellige grupper: Les Rivals, Seven Sounds, Four Roses og B.B. Brothers spillede han i alt syv gange i Kolding i 1960’erne. Første gang var fredag den 5. november 1965, hvor han spillede i en stuvende fuld Karoline Mælkepop med Les Rivals. Succes’en blev gentaget allerede den 10. december. Det følgende forår spillede han på den gamle danserestaurant Marielund i forbindelse med en Miss Kolding-konkurrence.
I juli 1966 kom det frem, at der blev røget hash i Les Rivals, og Peter Belli blev dømt. Inden dommen nåede han at spille endnu en koncert i Kolding, nemlig den 16. december 1966 i Mælkepoppen. Hans orkester var B.B. Brothers. Til dette arrangement spillede også ”Lille Per”, der i mellemtiden var blevet noget ældre og var en del af orkestret Ole Neumann & His Newmen. Det var første og sidste gang, de spillede i byen. Den 4. juni 1967 spillede han i Monster House, som afholdt de fleste arrangementer på Slotshotellet, på hjørnet af Gråbrødregade og Jernbanegade.
I november 1967 rejste Peter Belli til Kolding for at afsone sin dom på 30 dage. I Kolding blev han modtaget af arrestforvalter Gerner W. Nielsen og fik plads i celle nr. 45. Lederen af Karoline | | |