Print 
              
    
Du er her: Hjem: Kolding Historie: Udvalgte temaer: Kolding-portrætter
Peter Nikolaj Møller 1838-1910

Peter Nikolaj Møller blev født i Kolding. Som to-årig mistede han hørelsen, men kom i skole i København, hvor han bl.a. lærte mundaflæsning, og hvor han også fik indlært et talesprog, der gjorde det muligt for ham at føre samtaler med folk, der gav sig tid til at lytte. Efter konfirmationen blev han sat i malerlære i Kolding, men hans lyst og evner til at tegne førte ham tilbage til København og Kunstakademiet (1861-68). Han udstillede portrætter og havde et udpræget talent for at fastholde børns træk. Han blev tilknyttet Den kongelige Porcelainsfabrik, hvor han dekorerede porcelæn med nissemotiver til zaren af Rusland og kongen af Grækenland. Samtidig malede han adskillige altertavler. Efter at være flyttet tilbage til Kolding var det først og fremmest genrebilleder med børn, børneportrætter og nissemotiver, som forløste hans særegne talent. Sidstnævnte gav ham tilnavnet ”Nisse-Møller”.
 
Petrine Haas:
Maleren Peter Nikolaj Møller. 1905
Olie på lærred
Testamentarisk gave 1972
MKH 15624
 
Udsnit af kop med nisse-motiv
Den Kongelige Porcelainsfabrik, malet af P.N. Møller
MKH 107x292

I eftertiden er P.N. Møller mest kendt for sine nisser, bl.a. et ofte genoptrykt udklipsark med et nisseorkester, som var et af de berømte Alfred Jacobsen-billedark, der begyndte at udkomme i 1886. På samme tid kom julekortene på mode, og Møllers dansende, øldrikkende, piberygende og kortspillende nisser var oplagte motiver. Gennem en årrække leverede han desuden nisse-illustrationer til glæde for læserne af magasinet ”Børnenes Juleroser”.
   Allerede i 1870erne havde Møller haft stor succes med at male nisser på kaffe- eller chokoladestel for Den kongelige Porcelainsfabrik, og også til denne produktion var der kongelige aftagere. Det fortælles, at den russiske kejserinde Dagmar, der var datter af Christian 9., ejede et nissestel, men at en lakaj, der bar det på en bakke, var så uheldig at tabe det, så det blev knust. Man blev nødt til at bestille et nyt til erstatning, og på et af de nye stykker malede Møller en nisse, der tabte en bakke med et nissestel, fordi en hund sprang op ad ham. De kopper, der faldt fra bakken, blev så omhyggeligt malet, at man kunne genkende deres motiver.
   Nissestellet kunne ikke males af andre end Møller, og nissekopperne blev kun lavet på bestilling. Der har derfor aldrig været mange af dem, og i dag er de sjældne samleobjekter. 
 
Peter Nikolaj Møller:
Slotsgade i Kolding. Ca. 1900
Papir, vandfarve
Købt
MKH 107x274

Et eksempel på P.N. Møllers topografiske billeder.
   Denne akvarel viser vore dages Markdannersgade hvor nu den "Spanske Trappe" er beliggende. Vandposten står nogenlunde, hvor Johannes Bjergs skulptur Abessinier står i dag. Bygningen til venstre er Kolding Sparekasses første bygning, huset i midten med de rundbuede vinduer er Børneasylet, som Peter Toft betænkte i sit testamente. Børneasylet flyttede senere som børnehave til Søgade, hvor institutionen nu er nedlagt. Træerne i baggrunden til højre skjuler slotsruinen.


Museet på Koldinghus | Markdanersgade 11 | Postboks 91 | 6000 Kolding | Tlf. 76 33 81 00
E-mail: museum@koldinghus.dk | Åbningstider | Print