Du er her: Hjem: Faste udstillinger: Vejledning for besøgende: Dorothea
	Dronning Dorothea
	Jacob Binck (ca.1500-69; værksted?): Dronning Dorothea (1511-71). 1550 Olie på lærred. 80,5x62 cm. MKH 166x1. Købt 1985 (ABR 479, kat.nr. 64) Dronningen set i halvfigur mod venstre. Iført sort baret med hvide fjer og sort dragt med hvid bluse, høj hvid pibekrave og guldsmykker. På begge sider af dronningen ses hendes valgsprog "Alles von Gott"og årstallet "Anno 1550". Kopi efter eller replik af maleri på Frederiksborg. Næsten samtlige bevarede portrætter fra Christian 3.s tid er blevet tilskrevet Jacob Binck. Mest sandsynlig er tilskrivningen af et lille rundt portræt af dronning Dorothea, indlagt i en kapsel med afbilding af det danske rigsvåben, hvis udformning svarer ganske nøje til våbnet i Christian 3.s bibel. Samme maler må vist nok tilskrives de to portrætter på Frederiksborg og Koldinghus. Litt.: Francis Becket: Renæssancens Portrætmaleri. 1932, s. 10 og fig. 6-7. - Poul Dedenroth-Schou: En dronning vender tilbage. Museet på Koldinghus. Årbog 1987, s. 46-50.
	Dorothea var kun 14 år gammel, da hun i 1525 blev gift med den 22-årige hertug Christian af Holsten-Gottorp. Dorothea var datter af hertug Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg og Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel.   Det var ikke på forhånd givet, at Christian skulle følge faderen på den danske trone, men efter Frederiks død 1533 og Grevens Fejde 1534-36 fremstod hertug Christian som borgerkrigens sejrherre, og som Christian 3. regerede han Danmark til sin død 1. januar 1559 på Koldinghus.   1536 fik Dorothea udlagt en række fynske og langelandske godser til sit underhold, det såkaldte livgeding, men da hun ikke brød sig om at skulle sejle til sine besiddelser og tillige savnede et passende slot til sit faste ophold, fik hun 1548 tillagt Koldinghus, Dronningborg (Randers) og Sønderborg slotte og len som livgeding. Herved var rejsen til de nordtyske slægtninge - og senere døtrene, der blev gift i Tyskland - gjort lettere. I Christians leveår blev Koldinghus det faste tilholdssted for hoffet. Her døde Christian 3. i 1559, og her tilbragte Dorothea sine 12 år som enkedronning.   Efter Christians død omgikkes hun i sommeren 1559 med planer om at indgå ægteskab med svogeren Hans den Ældre i Haderslev, men planen mødte modstand hos de tyske teologer, og blev foreløbigt opgivet, og da Dorothea tog den frem igen i 1568 var kongens holdning helt afvisende.   Dorothea fremstår som en sjælden, rank personlighed, en af de stærkeste blandt danske dronninger. Fra hendes enketid er bevaret en lang række private breve, som giver et godt indblik i hendes personlighed: lidenskabelig, herskesyg, intrigant, hård og overdrevent nøjeregnende, men på den anden side fuld af retsfølelse, pligtfølelse, mod til at sige sandheden og med den en sjælden evne til at elske, lide, ængstes og harmes for andres skyld, ikke blot børnene, men også samfundets fattige og forurettede. Alle disse egenskaber holdtes sammen og i balance af en dyb religiøsitet. Dorothea var en dybt overbevist lutheraner.   I sine mange år som rigets førstedame - ikke blot til gemalens død, men i realiteten til sin egen død 1571, da hendes søn Frederik 2. ikke giftede sig i moderens levetid - satte hun sit religiøse og menneskelige præg på sine omgivelser. Dorotheas hof på Koldinghus blev et sted, hvor adelens unge døtre modtog uddannelse (det såkaldte ‘jomfrukammer') i at være hustruer og mødre til de mænd, som besad eller skulle komme til at besidde rigets embeder og len, de kredse, der sammen med kongen styrede og administrerede riget. I forhold til sine børn, tre sønner og to døtre, vedblev hun livet igennem at være en omsorgsfuld moder. Med døtrene Anna og Dorothea stod hun i tæt forbindelse. Ofte måtte hun hævde de to yngre sønner Magnus' og Hans (den Yngre)'s interesser overfor den ældste søn Frederik 2. Frederik var af karakter sin moder meget lig, derfor bestod der ikke noget kærligt forhold mellem dem. Som tronfølger og konge gjorde han hele tiden oprør mod hendes omsorg, der dog forblev usvækket.   Dorothea kom til at opleve den første af en række blodige kri­ge mellem Danmark og Sverige, nemlig Den nordiske Syvårskrig 1563-70. Det blev en smertelig oplevelse, beslægtet som hun var med krigens to hovedpersoner: Frederik 2. af Danmark, hendes søn, og Erik 14. af Sverige, hendes søstersøn. Forgæves søgte hun en tid at bevæge sønnen til at slutte fred, men da hun mærkede, at han ikke lyttede til hendes bønner, påtog hun sig bag hans ryg at mægle fred. Hun korresponderede med søstersønnen i Sverige, hvilket kun indbragte hende spydigheder, og da Frederik 2. fik nys om det mislykkede mæglingsforsøg, lod han en tid moderens breve og budbringere opsnappe. Krigens gang kunne Dorothea ikke ændre, hun opnåede kun yderligere at belaste sit forhold til sønnen.   Langt mere har det pint hende at opleve, hvorledes krigen med udskrivning af soldater og skatter indvirkede på befolkningen, der måtte bære hovedparten af krigens byrder. På alle måder søgte hun hos kongen at lette trykket på folket, men også her mærkede hun ofte, at sønnen ikke lyttede til hendes forbøn.   Det var naturligvis befolkningen i Kolding by og omegn, der stod Dorotheas hjerte nærmest, her kunne hun umiddelbart aflæse krigens følger. Hofholdningen og byggerierne på Koldinghus bragte i sig selv økonomisk fremgang til byen med omsætning til byens handlende og arbejde til håndværkerne. Men også på anden måde søgte Dorothea at ophjælpe næringslivet omkring Kolding. Et saltværk i Harte fik kun få års levetid og levede ikke op til forventningerne om en stor saltproduktion. 1569-70 fik dronningen anlagt en ny mølle nær slottet og byen, idet slotssøens vand kunne udnyttes til mølledrift. Slotsmøllen drev møllerivirksomhed fra 1570 til 1889, da den omdannedes til bryggeri. Dorothea sørgede for rigeligt arbejde til møllen; foruden slottets eget korn befaledes byens indbyggere og oplandets bønder at lade deres korn male her.   Kort før sin død oprettede Christian 3. et hospital i Kolding. Middelalderens spedalskhedshospital, Sankt Jørgensgård, var nedlagt ti år tidligere. Nu oprettedes et almindeligt hospital, "fattige, såre og syge mennesker" til hjælp og trøst. Det er sikkert ikke urimeligt også her at se en indflydelse fra Dorothea, selvom Christian 3.s kristelige sindelag måtte tilskynde ham til hospitalsgrundlæggelser.   Latinskolen i Kolding var ældre end Dorothea. Men på hendes tid var skolen i forfald. En drikfældige rektor fik hun udskiftet med en mere ædruelig, lærd person, og skolebygningen fornyede hun. For egne midler lod hun i 1566 bygge et nyt skolehus tæt ved byens sognekirke, Skt. Nikolaj kirke. Dorotheas skolehus stod til 1729, men skolen lever fortsat i Kolding Amtsgymnasium.   Dorothea døde 7. oktober 1571 på Sønderborg slot, hvor hun i sine sidste levemåneder havde taget ophold hos yndlingssønnen Hans den Yngre. Hun ligger begravet i Roskilde domkirke sammen med gemalen.   Jacob Binck (ca.1500-69), født i Köln. Maler, kobberstikker, medaljør, arkitekt  og fæstningsbygger. Malede portrætter af Christian 2. og dronning Elisabeth i deres nederlandske eksil. Siden skiftede han til Frederik 1. og fortsatte som portrætmaler og kobberstikker for Christian 3. I 1540'erne udlåntes han en tid til hertug Albrecht af Preussen, men vendte tilbage Danmark for at udføre portrættet til Christian 3.s bibeludgave. Han anvendtes af Christian 3. som rejsende kunstrådgiver og gjorde en tid tjeneste sammen med kongens arkitekt Morten Bussert på fæstningsbyggeri i hertugdømmerne med erfaringer indhentet i Nederlandene. Sandsynligvis skal Jacob Binck have æren for flere af de byggerier, som tidligere er tilskrevet Morten Bussert, således udvidelsen af Koldinghus i 1550'erne. 1554 menes Jacob Binck at være flyttet til Königsberg i Østpreussen.