|
Både børn og voksne indgår med kreative ideer i det stort anlagte projekt. Der produceres tørklæder over hele landet, og inspirationen ligger i spændingsfeltet mellem håndværk, funktion og udtryk.
Projektet er etableret af Danmarks Håndarbejdslærerforening og Foreningen af Seminariernes Håndarbejdslærere med støtte fra Undervisningsministeriet. Man har i 2004 henvendt sig til institutioner, designere og håndværkere inden for den tekstile verden, der kunne melde sig som deltagere.
Der vises udstillinger flere steder i landet, og på Koldinghus er deltagerne børn fra en række klasser og valgfagshold på Bakkeskolen i Kolding, Sønder Bjert Centralskole og Alminde Viuf Fællesskole, mens de voksne er tekstilformgivere fra regionen og tre hold lærerstuderende fra CVU i Jelling. Håndværk, funktion og udtryk Tørklæder defineres i projektet som noget, der kan vikles, bindes, snoes eller hænges om halsen. Det står frit for deltagerne, om tørklæderne skal væves, strikkes, syes, filtes, hækles eller måske fremstilles som genbrug eller i nye, eksperimenterende materialer og teknikker. Desuden kan tørklæderne dekoreres med eksempelvis tryk, håndbroderi, applikation eller maskinbroderi, hvor der leges med garn, perler, pailletter og farver.
Materiale og teknikvalg er frit. Dog stilles der krav om, at hver klasse eller gruppe har et eller andet kendetegn. Nogle har måske arbejdet med et fælles emne, mens andre måske arbejder inden for en bestemt farveskala, med et bestemt materiale eller en bestemt teknik.
Tilbage til forsiden |
|
|